23948sdkhjf

Aalborg Portland indsætter ny specialbygget flåde

Aalborg Portland udskifter to udtjente skibe med tre nye, specialbyggede fragtskibe, der skal distribuere godt én million ton cement om året

Der er godt gang i cementproduktionen hos Aalborg Portland, der årligt producerer 2,4 mio. ton grå og hvid cement på fabrikken i Aalborg, som distribueres ud til syv siloanlæg i havne i Danmark samt siloanlæg i det øvrige Nordeuropa og USA.

Det høje aktivitetsniveau er også blandt årsagerne til, at Aalborg Portland nu både fornyer og udvider sin flåde med tre nye skibe, mens to ældre skibe sendes på pension, oplyser virksomheden i en pressemeddelelse. 

Det første nye skib, som er blevet døbt 'Aalborg White', har netop lagt til kaj ved Aalborg Portlands havn i Aalborg. Dette skib skal udelukkende sejle med Aalborg Portlands særlige hvide cement, der går under samme navn som skibet selv.

- Vi har glædet os meget til, at det første af de nye skibe skulle anløbe vores havn, og vi ser frem til at få de øvrige to skibe sat i søen inden årets udgang, siger Aalborg Portlands direktør Michael Lundgaard Thomsen i pressemeddelelsen. 

Han forklarer, at de nye skibe vil resultere i en markant bedre brændstoføkonomi og større kapacitet.

På lange kontrakter  

Aalborg Portland har langtidsleaset de nye, specialbyggede skibe, der alle er selvlossende og – ifølge Aalborg Portland – fuldstændig støvfrie i forbindelse med både lastning og losning. Med en kapacitet på godt 4.000 ton per skib forventes den nye flåde at fragte godt en mio. ton cement om året, og der vil derfor være næsten daglige anløb til Aalborg Portlands havn i Aalborg.

I 2018 blev 71 pct. af cementen fra fabrikken i Aalborg fragtet med skib. Som følge af den øgede flådekapacitet forventer Michael Lundgaard Thomsen at kunne fastholde den høje andel af skibstransporter uanset vækst- og eksportpotentiale, hvilket er til stor gavn for både virksomhedens bundlinje og miljøet generelt.

For mens Aalborg Portlands to nuværende skibe bruger ca. to tons skibsbrændstof om dagen per 1000 ton cement, vil de tre nye skibe dagligt bruge under ét ton per skib, hvilket svarer til en besparelse i brændstofforbruget per ton fragtet cement på ca. 55 pct.   

- Den øgede skibskapacitet gør det samtidig også muligt at flytte endnu mere cement til vands frem for til lands i fremtiden, hvilket også har væsentlige miljømæssige fordele – særligt når det drejer sig om transporter over store afstande, siger Michael Lundgaard Thomsen. 

De to øvrige skibe, som begge opkaldes efter tidligere Aalborg Portland skibe, skal fragte den karakteristiske grå cement og forventes i drift i henholdsvis september og december 2019.

Læs også: Aalborg på højeste niveau siden finanskrisen

Artiklen er en del af temaet VIDEO.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.091