23948sdkhjf

Nu skulle den være hjemme: DSV køber Panalpina

Panalpinas storaktionær bliver største aktionær i DSV Panalpina efter sammenlægning

Den danske transport- og logistikvirksomhed DSV har overtalt sin schweiziske konkurrent Panalpina til at slå pjalterne sammen. DSV ender med at betale 30,5 mia. kroner for Panalpina.

Det oplyser DSV i en meddelelse til fondsbørsen mandag morgen.

DSV har overtalt aktionærer, der ejer 69,9 pct. af aktionerne i Panalpina, til milliardbuddet.

Købstilbuddet er betinget af, at ejere af 80 pct. af Panalpina siger ja. Dermed udestår det at overtale ejere af yderligere 10,1 pct. af Panalpina.

Med købet af schweizerne får DSV både navn og aktionærer med i købet. DSV vil i forbindelse med købet ændre navn til DSV Panalpina.

Samtidig bliver fonden Ernst Göhner Group, der var storaktionær i Panalpina, den største aktionær i DSV Panalpina. I alt får Ernst Göhner 11 pct. af aktierne i DSV med handlen.

Det sker, fordi en del af prisen, som DSV betaler til ejerne af Panalpina, er i form af nye DSV-aktier. I alt skal mængden af DSV-aktier forøges med 23 pct.

43 pct. over markedsværdi

Buddet betyder samtidig en stor økonomisk gevinst for Panalpinas aktionærer. De kan se frem til at miste deres aktier til en værdi, der er 43 pct. højere end kursen på aktien dagen før, at DSV kom med sit første købstilbud.

I meddelelsen fremhæves fordelene ved stordrift som en af årsagerne til, at DSV ønsker at opkøbe Panalpina.

- Sammenlægningen af DSV og Panalpina udbygger vores position som en førende, global speditørvirksomhed, siger DSV-formand Kurt Larsen.

- Sammen kan vi udvide vores globale netværk og styrke udbuddet af ydelser over for vores kunder, hvilket vil udbygge vores konkurrencemæssige fordele i industrien.

Når DSV har slugt Panalpina, har virksomheden en størrelse på 118 mia. kroner og mere end 60.000 medarbejdere. I alt vil den nye virksomhed arbejde i 90 lande.

Det vil gøre DSV til en af verdens fire største virksomheder i sin branche.

Læs også: DSV afvist af Panalpinas storaktionær

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095