Viking Sky - Lavt olietryk var årsag til black-out
Krydstogtskibet Viking Sky, der havde 1373 personer om bord, gik i stå på grund af lavt olietryk
Det oplyser de norske søfartsmyndigheder, Sjøfartsdirektoratet, onsdag på et pressemøde og i en pressemeddelelse.
- Vi kan foreløbigt slå fast, at den direkte årsag, til at fartøjets motorer gik i stå, var lavt olietryk, lyder det fra Sjøfartsdirektoratet.
Krydstogtskibet mistede lørdag motorkraft i et voldsomt uvejr med 1373 personer om bord.
Det var faretruende tæt på at støde mod grund.
- Niveauet af smøreolie var inden for de fastsatte grænser, men relativt lavt, da fartøjet mistede kraft, konstaterer Sjøfartsdirektoratet. Der fortsættes:
- Tankene var utstyrt med nivåalarm, men disse hadde ikke blitt utløst da fartøyet gikk ut på Hustadvika. Den tunge sjøen på Hustadvika medførte trolig så store bevegelser i tankene at smøreoljepumpene mistet tilførsel. Dette utløste alarm på lavt smøreoljetrykk, noe som igjen førte til automatisk nedstenging av motorene kort tid etter.
Selskabet bag "Viking Sky", Viking Cruises, sætter pris på de "hurtige og effektive undersøgelser" foretaget af Sjøfartsdirektoratet.
- Vi forstår og anerkender deres fund. Vi har inspiceret niveauerne af smøreolie på alle vores søsterskibe, og vi gennemgår nu procedurerne for at sikre, at dette problem ikke vil opstå igen, udtaler Viking Cruises i pressemeddelelsen.
Sjøfartsdirektoratet har udarbejdet en generel sikkerhedsmelding om at sikre tilførsel af smøreolie til motorer og andre kritiske systemer.
Direktoratet fortsætter sit arbejde med at afdække bagvedliggende årsager til motorstoppet. Dertil vil direktoratet udarbejde tiltag, på baggrund af hvad man finder ud af, fremgår det af pressemeddelelsen.
Tidligere har det norske søofficerforbund kritiseret, at møbler og paneler på skibet ikke var sikret godt nok og derfor var til fare for passagernes lemmer, da bølgerne var værst.
Af de 1373 personer om bord, da skibet nødstedte, var 915 personer passagerer.