23948sdkhjf

På jagt efter Nordsøens skibsvrag

Skibet ’Vina’, der er ejet af JD-Contractor, er sejlet ud på årets første ekspedition for Sea War Museum Jutland. Målet er at registrere skibsvrag i Nordsøen
Sea War Museum Jutland i Thyborøn fortæller historien om søslagene i Nordsøen under første verdenskrig. Alene i ’Jyllandsslaget’ i 1916 blev 25 skibe sænket og endte på havets bund.

Nordsøen rummer under havoverfladen et utal af vrag, der hver især fortæller dramatiske historier, og museet sender i årets løb flere ekspeditioner ud fra Thyborøn for at lokalisere og registrere vragene.

I starten af den snart forgangne uge lød startskuddet til årets første af slagsen.

- Sea War Museum er sejlet ud på årets første ekspedition for at opklare endnu flere gåder og mysterier. Opgaven er primært at registrere skibsvrag i nogle af de områder, vi mangler i Nordsøen, hvor der bør kunne findes nogle særdeles interessante vrag med helt særlige historier, skrev museumsdirektør Gert Normann Andersen på deres hjemmeside.

Dobbelt-direktør
Han er det helt store omdrejningspunkt. Han er nemlig også ejer af den Holstebro-baserede virksomhed JD-Contractor, der blandt andet tilbyder offshore-relaterede services, kabeludlægning og marine arkæologi.

Gert Normann Andersen stod selv i spidsen for ekspeditionen, mens det var JD-Contractors multi purpose skib ’Vina’, der blev benyttet.

Med på turen var en række teknikere, eksperter, forfattere, historikere/marinarkæologer, studerende fra Syddansk Universitet, en polsk samarbejdspartner, samt en fotograf fra TV2.

- Når ugen er omme, håber vi på at komme med sensationelle nyheder. Er det ikke netop de nyheder, vi selv forventer, kommer vi under alle omstændigheder et stort skridt videre med vort vigtige arbejde med at finde og registrere alle synlige skibsvrag i Nordsøen, skrev Gert Normann Andersen.

Ingen rapporter endnu
Der er endnu ikke tikket nogen tilbagemeldinger ind fra ekspeditionen. Det havde man ellers håbet på, oplyser museet.

Registreringen bruges blandt andet som dokumentation af vragenes nedbrydning, hvilket indgår i et projekt, Sea War Museum har sammen med Nationalmuseet og Ulster University, der er et Nordirsk universitet med campusser i blandt andet London og Birmingham.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095