23948sdkhjf

Mærsk satser på kølecontainere og lukker kinesisk fabrik

Maersk Container Industry vil fokusere på det voksende marked for reefers og indstiller samtidig produktionen af traditionelle containere. 2.000 medarbejdere rammes af beslutningen
Mens markedet for traditionel containertransport har været under stort pres i de senere år, boomer den globale efterspørgsel på køletransporter til eksempelvis frisk frugt, grøntsager og kød. Det tager A.P. Møller-Mærsks containerdivision, Maersk Container Industry (MCI), nu konsekvensen af og optrapper satsningen på højteknologiske kølecontainere (reefers).

Til gengæld har koncernen besluttet at indstille produktionen af tørcontainere på sin containerfabrik i Dongguan, Kina, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

- MCI's strategi er at vokse inden for køleforretningen, hvor vores Star Cool teknologi er klart førende. Denne vækst forudsætter fokuseret investering i de bedste produkter og tjenester, forklarer Sean Fitzgerald, adm. direktør for Maersk Container Industry.

- Desværre vil vores beslutning om at fokusere på køleforretningen påvirke vores fabrik i Dongguan, som har ligget stille siden begyndelsen af december på grund af hårde markedsvilkår, tilføjer han.

Fabrikken har kapacitet til at producere 100,000 40-fods containere om året. Beslutningen om at lukke vil påvirke omkring 2.000 ansatte, oplyser Mærsk.

- Der bliver taget godt af de berørte medarbejdere, og de er blevet tilbudt fratrædelsesgodtgørelse, skriver koncernens presseafdeling i en mail til Søfart.

Vil udvikle teknologien

Analysefirmaet Drewry vurderer, at markedet for køletransporter i 2017 voksede med 5 pct. til 124 mio. ton, hvilket var mere end gennemsnittet over de sidste 10 år på 3,6 pct. Og i takt med, at en stigende andel af køletransporterne flytter fra specialiserede reefer-skibe over i kølecontainere, ventes væksten at fortsætte. I 2017 steg den containerbaserede reefer-trafik således med 8 pct. ifølge Drewry.

Mærsk har haft held til at sætte sig på en stor del af denne trafik, og ifølge selskabet benytter hver tredje kølecontainer på verdensmarkedet for øjeblikket MCI's såkaldte Star Cool-teknologi. MCI vil nu satse på at videreudvikle kølecontainerne ved hjælp af IoT-teknologi (Internet of Things), som skal gøre det muligt for kunderne at få adgang til endnu flere data og fjernstyre eksempelvis temperatur og iltindhold i containerne.

Beslutningen om at lukke den kinesiske fabrik vil ikke påvirke MCI's øvrige operationer, oplyser selskabet.

MCI blev grundlagt i 1991 og beskæftiger i dag omkring 5.000 medarbejdere. Virksomheden har hovedkontor i København og udviklings- og testfaciliteter i Tinglev. Kunderne er foruden søsterselskabet Maersk Line mere end 40 andre containerrederier, leasingfirmaer og en række multinationale frugtproducenter

I juni 2018 besluttede Mærsk at samle produktionen af kølecontainere på MCI's fabrik i Qingdao, Kina. I den forbindelse blev det besluttet at lukke virksomhedens blot tre år gamle fabrik i San Antonio, Chile. Forklaringen lød dengang, at den chilenske fabrik ikke var konkurrencedygtig i et marked med massiv overkapacitet kombineret med, at det havde vist sig udfordrende for MCI at udvikle en lokal forsyningskæde til at understøtte fabrikken.

Maersk Container Industry omsatte ifølge Mærsk-koncernens seneste årsrapport for godt 1 mia. dollars i 2017. Det svarede til en vækst på 80 pct. i forhold til året før. Resultatet blev også kraftigt forbedret fra et underskud på 55 mio. dollars i 2016 til et plus på 38 mio. dollars i 2017.

Forklaringen på det forbedrede resultat var ifølge regnskabet højere effektivitet på fabrikkerne, højere salgspriser for de almindelige containere og markant højere salgsvolumen for såvel almindelige som kølecontainere.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.121