23948sdkhjf

Mærsks underleverandører betaler havnearbejdere 2 kroner i timen

Søfolk giver madrester og brugt sikkerhedsudstyr til underbetalte havnearbejdere i Mombasa, skriver Danwatch

Når Maersk Lines skibe lægger til i Østafrikas største havn, Mombasa i Kenya, bliver de lastet og lodset af underbetalte havnearbejdere. 

Det skriver Danwatch, der laver undersøgende journalistik, og som har besøgt havnen.

Arbejderne, der bliver hyret af underleverandører til Maersk, arbejder for to kroner i timen, hvilket er næsten fjerdedel af mindstelønnen i Kenya.

De tager ofte tre ottetimers vagter i træk, hvorefter de sover på papkasser ved siden af containere i havnen. De mangler sikkerhedssko-, -veste og -hjelme, og nogle arbejder endda i bare fødder.

Det gælder blandt andet i et pakhus, som Maersk over for Danwatch har bekræftet er en underleverandør. Her bærer arbejdere tunge sække op ad ramper lavet af paller, og ifølge en arbejder, der lader sig interviewe anonymt bag en container, kan der på travle dage ske to-tre ulykker om dagen. Det kan være brækkede ben eller søm i fødderne.

- Vi arbejdere kan ikke gøre noget, for i morgen skal vi stå her igen og bede om arbejde. Hvis man er en af dem, der taler om bedre løn, så bliver man "mærket". Virksomhederne vil ikke have det – de vil have deres profit, siger han til Danwatch.

En havnearbejder fortæller, hvordan besætningsmedlemmer på skibene ofte forsyner dem med aflagt sikkerhedsudstyr og rester fra måltiderne ombord, der så bliver delt blandt havnearbejderne.

Maersk har ikke ønsket at lade sig interview af Danwatch, men skriver i en mail, at man ser med stor alvor på de informationer, Danwatch har fremlagt vedrørende Maersks to underleverandører.

Det fremgår af Maersks egne retningslinjer for underleverandører, at de skal betale deres medarbejdere løn i henhold til national lovgivning, at de skal stilles sikkerhedsudstyr til rådighed, og at de skal have en kontrakt. 


 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.107