Jonas producerer mekanik til skibsmotorer
Jonas Toke Brix er i lære som industritekniker hos MAN Energy Solutions i København - her arbejder han med avancerede maskiner og producerer vitale mekaniske komponenter til nogle af verdens største skibsmotorer
2
Billeder
Jonas Toke Brix arbejder ved drejebænken hos MAN Energy Solutions i København. Produktion af komponenter til skibsmotorer er blevet hans speciale. Foto: Privat
Den store dansk/tyske udvikler af skibsmotorer, MAN Energy Solutions, har sit danske hovedsæde i Københavns Sydhavn. Den traditionsrige industrivirksomhed har tradition for at ansætte et relativt stort antal lærlinge, og 39-årige Jonas Toke Brix er en af dem.
Plads som lærling
Han var i fuld gang med uddannelsen som industritekniker ved uddannelsescentret NEXT i København, da han begyndte at lede efter en læreplads i København.
- Jeg ringede ind til Dansk Metal Hovedstaden og spurgte, om der var noget, som de kunne anbefale. De fortalte mig, at MAN Energy Solutions havde brug for lærlinge. Jeg ringede derud og kom til samtale. De må jo have ment, at jeg var kvalificeret, for de tilbød mig i hvert fald en stilling som lærling, siger Jonas Toke Brix med et grin.
Ventiler
Hvad beskæftiger du dig med på en helt almindelig arbejdsdag?
- Lige nu handler det meget om at stå ved en CNC-styret drejebænk og dreje dele til skibsmotorer. Det kan typisk være brændstofventiler eller komponenter til brændstofventiler. Virksomheden har jo et stort salg af reservedele, og det er dem, som vi producerer her i København.
Hvordan er de mere end tre års lærlingetid delt op?
- Det er meget varieret da man typisk skifter afdeling hver tredje måned, når man er lærling. På den måde kommer man rundt i forskellige dele af produktionen og stifter bekendtskab med forskellige maskiner. Denne variation gør det meget spændende, fortæller Jonas Toke Brix.
Skaber noget nyt
Hvad er det mest spændende ved arbejdet som industritekniker i MAN?
- Jeg synes, at det er meget fascinerende, at man kan stå ved sin drejebænk og skabe noget helt nyt og værdifuld helt fra bunden. Man begynder med et stykke råmateriale og ender med et stykke avanceret mekanik, som så kan fungere som en afgørende komponent i en skibsmotor. Herudover er selve programmeringsopgaven ved maskinen meget spændende, men også vanskelig og noget, som kræver stor tålmodighed. Så man udvikler sig meget undervejs, siger Jonas Toke Brix.
Hænderne fulde
Kan man videreuddanne sig?
- Ja, bestemt. Jeg kender da mange, som har valgt at videreuddanne sig som maskinmester. Men det er endnu for tidligt at sige, om det er noget for mig. Jeg er først færdig som lærling ved udgangen af marts 2020, så jeg har hænderne fulde et godt stykke tid endnu. Og min største ambition lige nu er at blive fastansat, når min uddannelse slutter.
MAN Energy Solutions har 15 lærlinge på industritekniker-linjen.