23948sdkhjf

FN advarer mod ny strid om migrantskibe

Enhver tøven over for at sætte folk i land er farligt for alle i havsnød, siger FN's flygtningeorgan.

FN advarer mod en gentagelse af den stillingskrig, som medførte, at et skib med 629 migranter om bord ikke umiddelbart fik lov til at lægge til kaj og kom til at sejle rundt på havet i ni dage.

FN's højkommissær for flygtninge, Filippo Grandi, som selv er italiener, siger i en erklæring i Genève, at "vi er taknemmelige over, at denne prøvelse er overstået for alle involverede".

- Men denne hændelse er noget, som aldrig burde have fundet sted. Det at redde mennesker i havsnød er et princip, som er alt for vigtigt til, at det kan sættes på spil.

- Enhver tøven over for at sætte folk i land er ikke bare farligt for flygtninge og migranter, men for alle, som er i havsnød, siger Grandi.

Skibet 'Aquarius', som tilhører den franske hjælpeorganisation SOS Mediterrane, lagde søndag til kaj i Valencia i Spanien.

Nogle af de i alt 629 migranter var af sikkerhedshensyn forinden overført til to italienske kystfartøjer, der fulgte skibet på vej.

Migranterne blev fordelt på flere mindre skibe for over en uge siden. Men de blev nægtet adgang til havne i Italien og i Malta.

Grandis kontor har tilbudt at hjælpe de spanske myndigheder med at vurdere de nyankomne migranters behov.

Generalsekretæren for Internationalt Røde Kors og Røde Halvmåne, Elhadj As Sy, som var i Valencia for at tage imod migranterne, tager også afstand fra forløbet.

- Denne bedrøvelige odyssé, som folkene om bord på 'Aquarius' har været ude på, er endnu en påmindelse om, at alle mennesker uanset nationalitet og indvandringsstatus bør have adgang til basal nødhjælp og beskyttelse, siger Sy i en erklæring.

77 meter lange 'Aquarius' er bygget i 1977 og har en besætning på 10 personer foruden mandskab til redning og lægehjælp. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083