23948sdkhjf

Kendt færgerute blev realiseret efter 500 års overvejelser

De første analyser blev sat i værk i 1454 af Kong Christian den første, og mere end 500 år senere kunne Kong Frederik den niende klippe snoren til færgeforbindelsen mellem Rødby og Puttgarden. Den kendte færgeforbindelse fyldte 55 år i sidste uge
Idéen til en færgerute over Femern Bælt har mange år på bagen.

Allerede i 1454 udtrykte den danske Kong Christian I ønske om at etablere en færgeforbindelse mellem Danmark og Tyskland, da han fandt rejsen via landevejen over Fyn og Jylland "grumme langweilig".

Der skete dog ikke rigtig noget. Der var masser af skibstrafik over bæltet, men en formaliseret færgeforbindelse lod vente på sig.

I 1863 dukkede ideen op igen, da den 37 årige kongelige danske bygmester, civilingeniør G.V.A. Kröhnke fra Glückstadt i Holsten, fremsatte et projektforslag for en jernbane- og vejforbindelse fra København til Hamborg via Rødby.

Stort projekt
Planen indebar udbygning af veje og jernbaner på Sjælland, Falster og Lolland, anlæggelse af en færgehavn ved Rødby og på Femern, en dæmningsforbindelse over Femernsund og en udbygning af vej og jernbaneforbindelsen gennem Wagrien videre til Hamborg.

Og denne gang var de bevilgende politikere så lydhøre, at de også var klar til at investere penge i projektet.

Allerede i 1866 fik Kröhnke koncession af den danske regering til at etablere en færgehavn ved Syltholm nær Rødby og en tilsluttende jernbaneforbindelse.

Kröhnke kan således betegnes som værende den egentlige ophavsmand til det, vi kender som Fugleflugtslinjen, der giver en direkte vej- og jernbaneforbindelse mellem København og Hamborg, og hvor færgeforbindelsen mellem Rødby og Puttgarden spiller en nøglerolle.

Og i sidste uge - 14. maj 2018 - kunne vi fejre, at færgeruten på Femern Bælt mellem Rødby og Puttgarden har eksisteret i 55 år.

Siden 1963 har rederiet, der i dag hedder Scandlines, forbundet Skandinavien og det europæiske fastland.

Svær fødsel
Det blev dog ikke nogen let fødsel.

De oprindelige vejforbindelser mellem København og Rødby var alt andet end prangende og der skulle bevilges penge til enorme anlægsprojekter både i Danmark og Tyskland, hvis visionen skulle blive til virkelighed.

Derfor gik arbejdet også hurtigt i stå igen.

Først i 1920’erne tog De tyske Rigsbaner og DSB Kröhnkes planer om en jernbanefærgeforbindelse over Fermernbælt mellem Rødby og Puttgarden op igen.

I planerne indgik nu også en broforbindelse over Femernsund.

Krig i Europa
I 1940 genfremsatte tyskerne forslaget og ved "Lov om Anlæg af en Motorvej fra Rødby Havn til Storstrømsbroen, herunder Bygning af en Bro over Guldborgsund" blev vejdelen af anlægget vedtaget.

Arbejdet på den danske side blev påbegyndt den 14. september 1941 med Teknisk Central som bygherre og Monberg & Thorsen som hovedentreprenør.

Men så var den pludselig gal igen.

I 1946 gik arbejdet i stå på et tidspunkt, hvor der var udført jordarbejde på 10,5 km motorvej fra Rødbyhavn til Majbølle og på 14 km jernbane.

Først i 1955 blev Tyskland og Danmark så enige om at oprette det afgørende element i Fugleflugtslinjen - nemlig færgeruten mellem Rødby og Puttgarden-

Skred i udviklingen
Så kom der endelig skred i udviklingen.

14. maj 1963 blev både jernbane- og færgeforbindelsen indviet af Kong Frederik den 9. og den tyske forbundspræsident Heinrich Lübke.

Præcis klokken 11:27 sprængte M/F Kong Frederik det bånd, der var spændt ud mellem havnemolerne i Rødby. Det samme skete klokken 13:38 i Puttgarden. Dermed var den lige linje til kontinentet åbnet, og porten mellem Skandinavien og Vesteuropa en realitet.

Hver halve time, døgnet rundt, året rundt, afgår der en færge - både fra Rødby og Puttgarden. Det bliver til over 34.000 afgange om året på Femern Bælt - i det første år på Fugleflugtslinjen lå antallet af afgange på noget mere beskedne 8.524.

I alt vurderes det, at 294 mio. passagerer er blevet transporteret over Femern Bælt i løbet af de seneste 55 år.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094