Mærsk trukket hurtigt frem af Hamburg Süd
Det har pyntet gevaldigt på Mærsk-koncernenes omsætning, at det tyske rederi Hamburg Süd, som Mærsk opkøbte i 2017, nu er godt på vej til at blive en integreret del af Maersk Line.
I årets første kvartal er omsætning således røget i vejret med 30 pct. i forhold til samme kvartal sidste år, så den lander på 9,25 mia. dollar.
Trækker man Hamburg Süd ud af ligningen, er væksten i omsætningen dog reduceret til 10 pct., oplyser Mærsk i en pressemeddelelse. De ti pct. fordeler sig pænt igennem koncernen, der melder om vækst i samtlige forretningssegmenter.
På bundlinjen står et overskud på 2,77 mia. dollar. Det hører dog med til dén historie, at salget af Maersk Oil gik endeligt igennem i marts 2018, hvilket bidrog til kassebeholdningen med 2,6 mia. dollars. Hertil kommer andre indtægter fra salg af "ikke fortsættende aktiviteter" på næsten 300 mio. dollar.
Det underliggende resultat – som ikke medregner indtægter fra salg af aktiver og ikke fortsættende aktiviteter, nedskrivninger samt omkostninger til restruktureringer – endte dermed i et underskud på 239 mio. dollar.
- Målt på den kortsigtede præstation er vores resultat utilfredsstillende, særligt i den ocean-relaterede del af forretningen, siger Søren Skou, CEO i A.P. Møller-Mærsk, i pressemeddelelsen.
For forretningssegmentet Ocean var der tale om en vækst i volumen på 2,2 pct., hvis man ikke medregner den vækst, der er kommet sammen med Hamburg Süd. Det er under den globale vækst i efterspørgslen på 3-4 pct., men ifølge Mærsk er det som forventet.
I forretningsbenet Logistics & Services er omsætningen steget med seks pct. i forhold til første kvartal 2017, imens der er tale om en stigning på 11 pct. inden for Terminals & Towage.
På trods af et underliggende resultat, der betegnes som utilfredsstillende, fastholder Mærsk forventningen om et overskud i 2018, som ikke bliver mindre end overskuddet på 356 mio. dollar i 2017.
- Som et svar på de nuværende udfordrende markedsforhold implementerer vi en række kortsigtede initiativer for at forbedre indtjeningen, siger Søren Skou.
mio. dollars | 1. kvartal 2018 | 1. kvartal 2017 |
---|---|---|
Omsætning | 9.253 | 7.101 |
EBITDA | 669 | 638 |
Resultat før skat | -123 | -63 |
Resultat af fortsættende aktiviteter | -220 | -124 |
Resultat af afsluttede aktiviteter | 2.982 | 377 |
Resultat efter skat | 2.762 | 253 |
Underliggende resultat | -239 | -139 |
Regnskabskvartalet blev afsluttet 31. marts 2018. |