1.500 tons plastikrør lastet og transporteret
Med tre afskibninger på to uger sørgede Blue Water for, at 218 plastikrør blev transporteret fra England til genanvendelsesvirksomheden Aage Vestergaard Larsen i Mariager.
Plastikrørene blev oprindeligt transporteret med slæbebåd i seks stykker a 485 meter og et på 315 meter. Stykkerne var på vej fra Norge til Algeriet, hvor de skulle bruges til et kraftværk. Undervejs blev stykkerne påsejlet af et containerskib i Nordsøen og fire rørstykker brækkede over ved kollisionen.
Nogle af rørstykkerne skyllede efterfølgende op på den engelske østkyst ud for byen Lowestoft, og andre stykker flød rundt til fare for trafikken på havet. Efter at have bjærget rørene til søs og fra kystområdet, blev de bragt ind til havnen i Lowestoft, hvor det blev konstateret, at de ikke kunne bruges. Herefter blev rørene skåret op i 218 sektioner a dimensioner på 2,5 meter i diameter, en vægt på 652 kg per løbende meter samt en længde på ca. 11-12 meter.
Skulle hurtigt videre
Det var selskabet Dutch Marine BV, der stod for bjærgning og opskæring af rørene. I Lowestoft håndterede Blue Water lastningen i samarbejde med det lokale kranfirma Wavetrade og med stor støtte fra ABP (Associated British Ports).
Rørene skulle hurtigt transporteres væk fra kajen, som skulle bruges til andre formål. Derfor var det en stram deadline, der skulle overholdes, og rørene blev lastet på tre coastere og sejlet til Aalborg i løbet af to uger.
- Det var en udfordring at få programmet til at klappe med hele tre afskibninger indenfor to uger, men det lykkedes os at finde en god løsning med Scot Line, siger Søren Lassen, befragter hos Blue Water.
Kilde: Blue Water Shipping