NKT lander kabelordre til havmølleparker
NKT har fået ordren på levering og installation af eksportkabelsystemerne til det hollandske transmissionssystem Borssele Beta fra TenneT. Kontrakten er tildelt i et konsortium med VBMS, et datterselskab af Boskalis.
Det oplyser NKT i en fondsbørsmeddelelse.
I november 2016 fik NKT ordren på levering og installation af eksportkabelsystemerne til Borssele Alpha transmissionssystemet, med option på Borssele Beta-projektet, som nu er finansieret.
For NKT vil kontrakten have en værdi af cirka 90 mio. euro (670 mio. kroner) i markedspriser. Ordren omfatter levering af 138 km 220 kV AC højspændingskabler til installation, som foretages af VBMS i slutningen af 2019. NKT’s CEO, Michael Hedegaard Lyng, siger:
- Jeg er meget tilfreds med, at vores lange samarbejde med TenneT nu resulterer i en ordre på Borssele Beta-projektet, og at vi anses som en stærk partner på løsninger til realisering af mål for vedvarende energi. Yderligere investeringer i en ny infrastruktur i både Europa og globalt udgør fortsat et attraktivt marked for NKT.
De kommende havvindmølleparker Borssele 3 og 4, som skal forbindes til netværket via TenneT’s Borssele Beta-system, placeres i Nordsøen cirka 20 km ud fra kysten ved den hollandske region Zeeland. Når hele Borssele havvindmølleområdet tages i brug, vil det have en kapacitet på 2x700 MW.