23948sdkhjf

Ordførere: Dødsulykker til søs skal efterforskes

Det er absurd, at danske søfolk kan dø på havet, uden at arbejdsulykkerne bliver efterforsket. En række partier i Folketinget kræver handling fra erhvervsminister Brian Mikkelsen

Fagbladet 3F’s afdækning af, hvordan danske fiskere og søfolk kan dø i arbejdsulykker på jobbet, uden at der sker en strafferetlig efterforskning, vækker harme blandt en række partier i Folketinget.

Det skriver Fagbladet 3F.

Morten Bødskov (S), der er formand for erhvervs-, vækst- og eksportudvalget i Folketinget, mener, at alle alarmklokker ringer.

- Det er uforståeligt og absurd, at dødsulykker til søs ikke bliver undersøgt, siger Morten Bødskov til Fagbladet 3F.

Læs mere: Danske søfolk dør – uden at ulykkerne efterforskes

Den danske fisker Teddy Bak Nielsen mistede for tre år siden livet i en arbejdsulykke i internationalt farvand mellem Danmark og Sverige. Det skete efter en kollision med et maltesisk fragtskib med en estisk styrmand som vagthavende. Her blev der ikke foretaget en strafferetlig efterforskning af politiet i hverken Danmark, Sverige, Malta eller Estland.

- Det afslører, hvor dårligt det internationale samarbejde på området er. Meget tyder på, at der mangler regler og retningslinjer for dødsulykker på havet. Det er ministerens opgave at sikre, at der er et internationalt samarbejde mellem søfartsmyndighederne, som sikrer, at sagerne bliver efterforsket, siger Morten Bødskov.

Han vil på baggrund af sagen stille en række spørgsmål til erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), som er ansvarlig minister for Søfartsstyrelsen, der undersøger dødsulykker til søs.

Beskæftigelsesordfører hos Enhedslisten, Christian Juhl, vil på det kommende samråd bede erhvervsministeren forklare, hvad der er sket i den konkrete sag.

- Danmark bør under alle omstændigheder sørge for, at dødsulykkerne bliver undersøgt og sikre sig, at nogen retsforfølger sagerne. Vi skal have meget, meget skarpere og klarere retningslinjer for Søfartsstyrelsens arbejde med dødsulykker til søs, siger Christian Juhl.

Erhvervsordfører Hans Kristian Skibby (DF) kræver også handling fra ministeren.

- Hvis der er internationale konventioner, som gør, at man fra dansk side ikke altid selv kan føre en straffesag, må Søfartsstyrelsen redegøre for det. Men Søfartsstyrelsen bør altid presse på for at sikre, at dødsulykker til søs med danske fiskere og søfolk bliver strafferetlig efterforsket. Af dansk politi eller politiet i andre lande, siger han.

Venstres erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen er enig i kritikken.

- Hvis det i den konkrete sag, er de maltesiske myndigheder, der har ansvaret for at sikre en efterforskning – og de maltesiske myndigheder ikke svarer på henvendelser fra Søfartsstyrelsen – så må Søfartsstyrelsen da som det første rykke for svar, siger Torsten Schack Pedersen.

Fagbladet 3F har forgæves forsøgt at få en kommentar fra erhvervsminister Brian Mikkelsen. Men Erhvervsministeriets presseafdeling oplyser, at ministeren ikke ønsker at udtale sig, før han i næste uge har svaret Folketinget på et samråd om andre dødsulykker til søs. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062