23948sdkhjf

Mærsk: Vi kan ikke gøre yderligere i Bangladesh-sag

Mærsk-koncernen ser ingen muligheder for at gøre krav mod køberen af FPSO'en 'North Sea Producer', som er ved at blive hugget op i Bangladesh - stik imod Mærsks egne retningslinjer.
Mærsk ser sig afskåret fra at gøre krav gældende mod køberen af den omstridte FPSO, 'North Sea Producer', som rederiet solgte i april 2016.

Det oplyser presseafdelingen i Mærsk-gruppens Energy Division til Søfart, efter en ny inspektion har fundet ulovlige mængder radioaktivitet i det tidligere Mærsk-skib. Ifølge flere medier har det fået Højesteret i Bangladesh til at standse arbejdet med ophugningen og kræve inspektionsrapporten udleveret.

- Det er efter intern juridisk undersøgelse konkluderet, at hverken A.P. Møller-Mærsk eller North Sea Production Company Limited, som er det joint venture firma, der ejede skibet, inden det 13. april 2016 blev solgt, kan forhindre ophugningen eller gennemtvinge et økonomisk krav ved domstolene mod køber, skriver Mærsk i en mail til Søfart.

Læs også: Radioaktivitet på skrottet Mærsk-skib

Ifølge Mærsk lå det juridiske ansvar for North Sea Producer – og dermed også for dets ophugning – i joint venture selskabet.

-Ved salget af North Sea Producer, overgik dette ansvar til køberen, som efterfølgende solgte skibet til dets nuværende ejer, værftet i Bangladesh. Vi har derfor ikke mulighed for at gøre yderligere i denne sag. Dette finder vi - som tidligere kommunikeret - meget beklageligt, skriver Mærsk og tilføjer, at man i lyset af sagen har valgt at afbryde alle kommercielle forbindelser med køber i sommeren 2016.

’North Sea Producer’ blev ifølge shippingmediet Tradewinds købt af Janata Steel Mill for 6,42 mio. dollars.

Ophugning skulle ske ifølge konvention

Miljømyndighederne har nu tre uger til at forklare Højesteret, hvorfor de i første omgang sagde god for ophugningen af skibet på en strand i Bangladesh.

Til Tradewinds fortæller Mærsk, at da rederiet solgte ’North Sea Producer’, var man af den opfattelse, at fartøjet fortsat skulle være i drift.

- Betingelsen i salgsaftalen var, at hvis køberen besluttede at ophugge fartøjet i stedet for at fortsætte driften af det, så skulle ophugningen ske ifølge Hong Kong-konventionen, oplyser Mærsk til shippingmediet.

Mærsk forklarer videre, at da man fandt ud af, at fartøjet var sendt til ophugning i Bangladesh, udbad Mærsk sig dokumentation fra køberen om, at ophugningsstedet levede op til Hong Kong-konventionen om sikker ophugning af skibe. Men en sådan dokumentation har Mærsk endnu ikke modtaget, fremgår det.

Fakta: 'North Sea Producer'

- North Sea Producer’ var en flydende olieplatform, der siden 1984 sejlede med olie i Nordsøen og var ejet og opereret af Mærsk under skiftende virksomhedskonstruktioner.
- Skibet blev oprindeligt bygget som et tankskib ved navn ’Dagmar Maersk’ i 1984 på Lindøværftet i Odense. I 1997 ændrede skibet navn til ’North Sea Producer’ og skiftede funktion til en såkaldt FPSO (Floating Production, Storage and Offloading), som er en flydende olieplatform.
- Det operative ansvar overgik i den forbindelse til et joint-venture kaldet North Sea Production Company Limited, som var ejet 50 procent af Mærsk og 50 procent af selskabet Odebrecht.
- Skibets længde er 233 meter med en kapacitet på 52.434 BT.
- I sin tid som flydende olieplatform kunne fartøjet producere op til 76.000 tønder olie hver dag og havde plads til samlet 560.000 tønder olie om bord.
- Skibet opererede på havet i en dybde på 147 meter. Ud over en helikopterlandingsplads, havde skibet plads til en besætning på 73 personer, en kantine og en biograf.
- North Sea Production Company Limited solgte ’North Sea Producer’ i april 2016. I august 2016 blev skibet solgt til skrot til Janata Steel-værftet i Bangladesh for næsten 45 millioner kroner via GMS, som er verdens største mellemhandler af skibe til skrot. I forbindelse med salget skiftede skibet navn til ’Producer’.
- Skibet blev solgt som et ‘dødt fartøj’ og trukket af en bugserbåd fra England til Bangladesh, hvor det nu ophugges.
Kilde: Danwatch m.fl.
.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141