Axis Offshore lukker ned
Nyt norsk moderselskab afvikler aktiviteterne i Axis Offshore - alle medarbejdere er afskediget
Efter salget til norske Prosafe sidste år er man nu i fuld gang med at frasælge koncernens aktiviteter, hvilket har smittet tydeligt af på det sidste regnskab i Axis Offshore. Her kan man se, at selskabets omsætning faldt i 2016 til 1.666 t.USD mod 2.747 t.USD året før, hvilket skyldes nedlukningen af aktiviteten i anden halvår af 2016.
Også bundlinjen bar præg af lukningen - resultatet før skat blev et underskud på -1.739 t.USD mod -388 t.USD året før. Det negative resultat skyldes ekstra omkostninger forbundet med nedlukningen og opsigelsen af medarbejdere.
Aktiviteten i selskabet har været faldende hen over året som følge af frasalget af koncernens aktiviteter, og ved udgangen af året havde selskabet udelukkende aktivitet i form af enkelte tilbageværende kontrakter af midlertidig karakter relateret til koncernens frasalg af aktiviteter, som alle vil ophøre i løbet af første kvartal 2017.
Alle medarbejdere er blevet opsagt i December 2016 og Januar 2017 og selskabet er nu under nedlukning.
"Med den likvide beholdning pr. 31. december 2016 kan selskabet ikke selv indfri sine gældsforpligtelser. Selskabet har dog modtaget et lån fra modervirksomheden som finansiel støtte for at kunne gennemføre en solvent likvidation og indfri alle forpligtelser", fremgår det af årsrapporten.