23948sdkhjf

Søfolk hos Esvagt skal gå 15 procent ned i løn

350 skibsassistenter hos det kapitalfondsejede rederi rammes af ny aftale, som medfører en markant lønnedgang og færre arbejdstimer
Esvagt og fagforbundet 3F Sømændene har indgået en aftale, som medfører at 350 skibsassistenter hos rederiet sættes 15 procent ned i løn, skriver Arbejderen.

Ifølge nyhedsmediet betyder aftalen, at de søfarende får to timer tidligere fri hver dag, således at arbejdsdagen er forkortet fra 12 til 10 timer. Det svarer til 27 hele arbejdsdage om året, men antallet af arbejdsdage til søs ændres ikke.

Esvagt var tidligere en del af Mærsk-koncernen, men blev i 2015 solgt til kapitalfondene 3i og AMP Capital for 4,1 mia. kroner.

Underlagt DIS

Søren Sørensen, som er formand for 3F Sømændene, oplyser, at aftalen er indgået på den betingelse, at hvis rederiet ansætter udenlandsk arbejdskraft, skal de have samme løn som de danske søfolk.

- Vi er underlagt DIS-regimet (Dansk Internationalt Skibsregister, red.), som giver rederiet mulighed for at skifte mandskabet ud med billigere arbejdskraft. Derfor har det væsentligste for os været, at man på de her 350 arbejdspladser sikrer danske løn- og arbejdsvilkår de næste tre år, siger Søren Sørensen til Arbejderen, der udgives af Kommunistisk Parti.

Hos Esvagt bekræfter adm. direktør Søren Nørgaard Thomsen over for Søfart, at rederiet har indgået en ny aftale med 3F Sømændene og Metal Maritime (Dansk Metals Maritime afdeling) vedørende løn og arbejdsforhold for rederiets skibsassistenter, faglærte og ubefarne skibsassistenter.

- Esvagt er som andre berørt af det fald, som hele olie og gas markedet har oplevet siden 2015 og har i 2016 måtte oplægge en del skibe. Esvagt har derfor rebet sejlene og sat fuld fokus på at reducere omkostninger. Det inkluderer skrotning af to skibe og nedmanding af syv andre. Desuden er der indført arbejdsdeling for navigatører og implementeret en lang række andre store og små besparelsesinitiativer, herunder den nye aftale vedrørende løn og arbejdsforhold for skibsassistenter, faglærte samt ubefarne skibsassistenter, siger Søren Nørgaard Thomsen.

Han oplyser, at aftalen i hovedtræk indebærer, at den daglige gennemsnitlige arbejdstid ændres fra 12 til 10 timer og at lønnen reduceres tilsvarende.

- Vi har vurderet de forskellige muligheder for at tilpasse os markedssituationen. Flere rederier har valgt at udflage skibe, at afskedige danske medarbejdere og/eller ansætte udenlandsk arbejdskraft. Vi vil gøre vores yderste for at fastholde vore ansatte og deres kompetencer, så derfor denne nye aftale, siger Søren Nørgaard Thomsen.

Aftalen med 3F Sømændene og Metal Maritime træder i kraft den 1. april 2017.

Esvagt med hovedkontor i Esbjerg tilbyder offshore rednings- og sikkerhedstjenester primært i Nordsøen og Barentshavet.

Rederiet har knap 900 ansatte, hvoraf 98 procent har dansk pas. Esvagt opererer en flåde på 42 fartøjer, der alle sejler under dansk flag. Derudover har rederiet ifølge sin hjemmeside tre nybygninger i pipelinen – ét SOV (Wind Service Operation Vessel) og ét Crew Change Vessel til levering i 2017 og ét multi-role fartøj til levering i 2018.

Ifølge selskabets seneste regnskab omsatte Esvagt i 2015 for godt 1 mia. kroner med et resultat efter skat på 192 mio. kroner.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109