Spredt fægtning mellem Sverige og England - del 1
LAMPEMANDEN: Seks år med og på ’Princess of Scandinavia’ fortalt i episoder, personer og historik.
'Princess of Scandinavia' - efter den fik monteret de grimme sponsontanke på siderne som følge af nye stabilitetsregler. Men de var skam effektive nok. Skibet sejler til dato og er endnu ikke rullet rundt. Foto: Færgejournalen/postkort
Men nu sluttede jeg i sidste ombæring med at skrive en ”cliffhanger” om lastningen af ’Princess’. Så lad os få det om bord. Det var jo det, det drejede sig om. Passagerer og last. Skibet var sådan indrettet, at man kunne få hele underdækket smækket til med store enheder, hvis man ville. Men så kunne man ikke bruge hængedækkene. Til gengæld kunne hængedækkene bruges tværskibs sektionsvist i hver side; så der kunne kombineres. Og det blev der! Helt ude for - lige bag bakken - var der i øvrigt et særligt ”forrum” på 1. sal, hvor man kunne smutte et præcist antal personbiler op. Dette præcise tal kan jeg ikke huske. Men med en hjemmevandt matros til at dirigere, gik det stort set altid som præsten..! Undskyld den lasteansvarlige styrmand havde prædiket.
En bagudrettet tak
Al stor last skulle lastes og losses agtenfra, mens personbiler og tohjulere kunne hentes ind eller dirigeres ud via en mindre sideport i styrbord side. Altså kunne man lade dem køre retvendt ud i forhold til retning, de var kørt om bord i. Så langt så nemt. Men et er teori, noget andet er et cirkus, tre trailere, to vogntog, fire busser, x antal personbiler, otte MCere, fem campingvogne, tre hestetrailere og syv cykler = fuld last på en fax fra bookingen. Som løst, men ikke urealistisk eksempel. Så var det gang i lommeregneren for skitseplanen. Og ikke mindst timingen. Ind i ret rækkefølge og så lykkes det. Ind i forkert rækkefølge og man er en ren idiot. Og ’Duer ikke, om igen” er altså ikke lige den heldigste melding at skulle anråbe til overstyrmanden - og slet ikke kaptajnen. Slet ikke når alle lastede personbiler for længst er forladt på de anviste poster.
Så lad os bare sige, at det var en daglig udfordring for den styrmand, der havde vagten. Ikke at hver last var en bingolast, langt fra, men der var en hel del over de seks år, jeg var på skibet. Og de var altid sjove at deltage i. Uanset om man havde ansvaret på lastedækket eller ej. Alle dernede - matroser og de to styrmænd - gik sådanne dage op i opgaven med entusiasme og ildhu. Og slet skjult stolthed, når det klappede (hver gang!). Det var snært ind imellem. Og der har måske stået et par ventelistebiler og set ret så slukørede ud ind i blandt. Men at stå på venteliste er en chance, man tager. Det tæller ikke på den konto. Så jeg vil bare sige afsluttende om det: Fantastiske besætninger, jeg fik lov at sejle med på de skiftende hold. Tak for det.
Vi fik så også lidt bonus ind imellem, skal det dog lige med. Det kunne falde forskelligt ud, men jeg selv husker bedst er de lejligheder, hvor vi faktisk havde lidt god plads. Så kunne der blive booket en lille ladning engelske luksusbiler til svenske kunder. Altså den type man ikke lige sendte med et bilskib i rutinefart.
Fx var Jaguarer et tilbagevendende smukt syn. Og de ankom jo førerløse så at sige. I UK lastede havnearbejderne dem, så det var der ikke noget finurligt i. Men passede det med en sen ankomst til Gøteborg, hvor havnearbejderne lå og sov sødeligt, kunne besætningen (vi havde jo nøglerne på broen) snildt finde på at køre dem i land selv. Ganske gratis! Utroligt hvad man ikke har ofret på frivillighedens alter for det rederi...
Om skibet i øvrigt
’Princess of Scandinavia’ var lidt en speciel svane i DFDS-flåden. Jeg skal ikke påstå, at jeg er intern hierarki ekspert, men den havde sin helt egen status, fornemmede jeg. Det var i hvert fald dedikerede og dygtige mennesker, der sejlede på den alle de år, jeg var med. Nu har jeg jo for vane at undgå navne, men jeg skal lige sende en hilsen til chefkaptajn Claus Arnhild, der fra start til slut (nu sejler han på Oslo-ruten i øvrigt) var en helt speciel dygtig mand at arbejde under. Yderst kompetent og meget behagelig. Krævende som en god kaptajn skal være. Men reel til fingerspidserne.
Som passagerskib betragtet var ’Princess’ i sagens natur også bemandet med en del flere personer, end der havde været på ’Winston Churchill’. Og det var en ren blandet besætning af danskere og svenske - og engelske rengøringsdamer under ophold i UK. Der var naturligvis fleste danskere, idet driftsbesætningen og alle officerer i øvrigt var rød-hvide. Men blandt cateringen, salg og service var der mange svenskere at finde mellem stewardesser, kokke, tjenere, kioskfolk, vagtfolk, croupier osv. Det gav et godt mix.
Kend dit skib
Og det var en smart indrettet skib, hvor besætningens kvarterer og løngange fra for til agter eller op og ned lå godt placeret mellem de ”åbne” arealer. Men jeg skal ærligt indrømme, at jeg lige skulle bruge noget tid på at finde helt bekvemt rundt nede i ”sumpen”, hvor en del af den menige besætning havde kamre. Det var lidt en labyrint at hitte rundt i de første gange. Og da særligt under en af de faste ugentlige brand- eller redningsøvelser i starten.
Det gav et par lidt pinlige episoder for undertegnede i begyndelsen, når jeg som autoritetsudstrålende styrmand havde turnussen med at gennemføre en ”Kend dit skib”-rundtur for nye besætningsmedlemmer. Dem væltede det måske ikke ligefrem om bord med. Men med +125 personer i besætningen, hvor af en ikke ringe del var ret løst ansatte som stewardesser etc., så var der en stadig gennemstrømning at tage vare på. Men når man fumler forkert langt nede om læ og skal hitte ret vej tilbage til broen - for så at åbne døren ind til maskinrummet... så skal man bare holde masken og sige, at der skulle de ikke gå ned. Men de nikkede skam alvorligt alle sammen.
Sejlads og manøvrer
Nu var det jo sommerdage, jeg sejlede på skibet. Så det var passagersejlads, der var i højsædet. Om vinteren var der meget mere gods på lastelisten, og så skar man naturligvis ned i cateringbesætning, for så at opgradere igen, når sæsonen nærmede sig. Godset ”fik” vi i Gøteborg over fra ro/ro-terminalen et stykke væk, idet ’Princess’ i starten havde station for enden af det kajareal, der også husede containerterminalen - hvor jeg jo tidligere ofte havde været med ØK. Skibet skulle jo i begge ender inden med ”røven” til, så man kunne bruge agterramperne - der var nemlig to af dem.
I øvrigt en lille præcisionsøvelse hver gang, vi skulle lande. For styrmanden agter og kaptajnen på broen. Førstnævnte skulle helst ”ramme” distance og fart ind til ”på plads”-punktet skarpt. Så kaptajnen ikke skulle stå på broen og file skibet 10 centimeter frem eller tilbage af flere gange, før man sad der. Prestigen lå naturligvis i, at man gjorde manøvren med første hug. Så fik walkie talkien lige et swung i luften og den uberørte styrmand slog generøst ud med hånden mod matroserne og lod losningen begynde... mageløst håndværk.
Fortsættes
