Stribe af rekorder inden for shipping i 2016
Containerrederier kan se tilbage på et historisk svagt 2016, hvor ubalance mellem udbud og efterspørgsel satte sine tydelige spor i selskabernes regnskaber
Den globale containerskibsflåde voksede sidste år med kun 1,5 pct. og nåede ved udgangen af året 20,27 mio. teu (tyvefodscontainere), hvilket var den laveste årlige vækst, der nogensinde er registreret i industrien. Væksten i flåden blev holdt nede af et rekordstort antal skrottede skibe. I alt blev 200 skibe med en samlet kapacitet på 664.300 teu taget af brættet.
Nye containerleveringer faldt til 934.500 teu i 2016, hvilket var 46 pct. lavere end året før. De svage udsigter for industrien fik ejere til at udskyde leveringer af omkring 60 skibe med en total kapacitet på 400.000 teu, mens 18 skibsbestillinger med en kapacitet på 57.000 teu ifølge Alphaliner menes at være blevet annulleret.
Rekord i ubeskæftiget kapacitet
Den historisk lave kapacitetsvækst kunne ikke forhindre, at den ubenyttede kapacitet i containerflåden i oktober nåede et rekordhøjt niveau på 1,59 mio. teu, før den afsluttede året på 1,42 mio. teu.
- Den overskydende kapacitet i forhold til efterspørgslen forbliver industriens største hovedpine, specielt med 1,7 mio. teu ny kapacitet på vej ind i markedet i 2017, skriver Alphaliner.
I løbet af 2016 blev der ellers kun bestilt nye skibe med en kapacitet på 292.000 teu, hvilket var 87 pct. lavere end året før. Den lavere ordrebog vil dog først blive mærket i 2018-19, noterer konsulentfirmaet. Den samlede ordrebog i forhold til flåden ligger med 15,6 pct. på det laveste niveau siden 1999.
Rater er på vej op fra bunden
De forgangne år bød også på rekordlave rateniveauer. De gennemsnitlige fragtrater, målt på China Containerized Fright Index, var 19 pct. lavere i 2016 sammenlignet med 2015. I april nåede indekset det laveste niveau nogensinde, men det har siden rettet sig gradvist.
I september fik indekset et boost som følge af konkursen hos det sydkoreanske rederi Hanjin Shipping. Det var i øvrigt det største containerrederi, der historisk set er kollapset.
Vanskeligt 2017 i sigte
Udsigterne for 2017 vil ifølge Alphaliner afhænge væsentligt af rederiernes evne til at styre uden om endnu en invaliderende priskrig. Samtidig er rederierne udfordret af en stigning i priserne på bunkerolie, der er steget over 100 pct. til 330 dollar per ton fra 160 dollar per ton for et år siden.
På den positive kan rederierne omvendt glæde sig over, at charterraterne ventes at forblive på ekstremt lave niveauer i 2017, noterer konsulentfirmaet.
/Ritzau/Finans