Topcheferne i de danske rederier kigger i krystalkuglen
Rederidirektørerne ser muligheder i et hårdt marked, men er bekymrede for protektionistiske tiltag. Sådan svarer CEOs i 31 danske rederier i det nyoprettede Rederipanel
De 31 direktører, der repræsenterer cirka 94 procent af den danske handelsflåde er blevet spurgt til deres forventninger til fremtiden på en række parametre. Panelet fungerer således som et konjunkturbarometer for dansk søfart. Herudover er direktørerne blevet stillet nogle temaspørgsmål om globalisering og protektionisme.
- Rederipanelet giver et indblik i, hvordan verden og markederne ser ud fra rederiernes topledelse. Det er et værktøj til bedre at forstå rederiernes dagligdag. Vi håber at kunne gentage undersøgelsen, så vi kan se en udvikling i tallene. Det er med til at højne vidensniveauet om det marked, som danske rederier konkurrerer i, siger administrerende direktør Anne H. Steffensen.
Optimisme trods vanskelige markeder
Besvarelsen fra Rederipanelet viser, at et flertal af rederierne tror på øget omsætning i det kommende år trods den aktuelle nedtur for den globale skibsfart. Rederierne forventer også en forøgelse af flåden i det kommende år.
- Shipping markederne vil være presset af overkapacitet i en årrække, så opgaven for rederierne bliver at finde muligheder i et meget vanskeligt marked. Vi er vidne til et udskilningsløb på globalt plan, hvorfor det er positivt, at danske rederier fortsat ser muligheder, siger Anne H. Steffensen.
Protektionisme bekymrer
Når der spørges til protektionisme er rederierne anderledes bekymrede. Generelt viser panelets besvarelser, at der er en forventning om, at protektionistiske tiltag vil påvirke verdenshandlen negativt. En forventning, der er i tråd med en ny opgørelse fra WTO og OECD, som viser, at G20-landene har indført over 1200 handelshindringer siden 2008.
- Rederierne lever af verdenshandlen. Når der ikke bare er retorik, men også handling for at lægge hindringer i vejen for frihandel mellem verdens lande, bekymrer det rederierne, siger Anne H. Steffensen.
Baggrund om Rederipanelet
24 ud af 31 paneldeltagere har besvaret undersøgelsen, hvilket er lig en svarprocent på 77,4 procent. De 31 rederier repræsenterer 94,1 procent af den danske, opererede bruttotonnage. Undersøgelsen er den første af sin art og er gennemført i perioden 7.-18. november 2016.
Kilde: Danmarks Rederiforening