Så er Scandlines’ nye hybridfærge i drift
Kl 9.00 i dag medtog Scandlines’ anden nye hybridfærge til ruten Gedser-Rostock, 'Copenhagen', for første gang passagerer fra Gedser
'Copenhagen' er den anden af to nye hybridfærger til ruten Gedser-Rostock. Færgen erstatter 'Kronprins Frederik', der herefter skal fungere som afløserfærge på både Gedser-Rostock og Rødby-Puttgarden. Med en ekstra færge, der kan indsættes på begge ruter, sikres såvel den samlede kapacitet som stabiliteten i sejlplanerne.
- Jeg glæder mig over, at vores kunder i dag kan tage dette fantastiske skib i brug, der sammen med søsterskibet Berlin også er verdens største hybridfærge. De nye færger repræsenterer en investering på mere end 1 milliard danske kroner per skib og er en væsentlig opgradering af den centrale og østeuropæiske transportkorridor mellem Skandinavien og det europæiske fastland, siger Søren Poulsgaard Jensen, CEO hos Scandlines.
Scandlines har sammen med producenten af skibenes dieselelektriske motorer MaK/Caterpillar vurderet, at det er nødvendigt at ombygge indsprøjtningssystemet (common rail) i 'Copenhagens' og søsterskibet 'Berlins' motorer. De nye indsprøjtningsmoduler kan desværre ikke leveres tidligere end 1. januar 2017, hvorfor denne ombygning vil blive gennemført for begge færgers vedkommende i løbet af januar 2017. I den måned afløser M/F Kronprins Frederik de to nye skibe på skift, og værftsopholdet vil derfor ikke påvirke sejlplanen for ruten Gedser-Rostock.
Kilde: Scandlines