Trumps flådeprogram giver HVAC-vækst
Danske virksomheder kan komme til at tjene heftigt på Trumps nybygningsprogram, og HVAC - ventilation, varme og air condition - bliver blandt de vigtige segmenter.
2
Billeder
’USS George H. W. Bush’ er blandt verdens største hangarskibe med et displacement på 102.000 ton. Det er af Nimitz-klassen og er leveret i 2009 men er først trådt ind i service i år. Det har plads til 90 fly eller helikoptere. Foto: Wikimedia
Fakta: HVAC
HVAC er et engelsk/amerikansk udtryk, som bruges internationalt i forbindelse med installation og vedligehold af varmeanlæg, ventilationsanlæg og køleanlæg.
Bogstaverne står for Heat, Ventilation, Aircondition, Control og dækker dermed de tekniske specialer inden for området med varmesystemer, ventilationsanlæg, køleanlæg, el-installation, automatik og regulering.
Donald Trump, tiltræder til januar. Hvad vil han? Den tvivl hersker også i maritime kredse, senest i forhold til de bebudede nybygningsplaner af den amerikanske flåde.
HVAC er et engelsk/amerikansk udtryk, som bruges internationalt i forbindelse med installation og vedligehold af varmeanlæg, ventilationsanlæg og køleanlæg.
Bogstaverne står for Heat, Ventilation, Aircondition, Control og dækker dermed de tekniske specialer inden for området med varmesystemer, ventilationsanlæg, køleanlæg, el-installation, automatik og regulering.
Trump og hans republikanske flertal har planer om at bygge nye skibe for milliarder af dollar, det ligger fast. Og den danske forsvarsindustri kan gøre sig håb om at få del i festen, ikke mindst inden for HVAC (se faktaboks) hvor danske leverandører er stærke. Den Helsingør-baserede leder inden for skibsdesign Knud E. Hansen, er f.eks. blandt de aktører, der kommer i spil. Det vender vi tilbage til.
Minister i USA
Først skal vi omkring erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen, som for nylig var på lynvisit i Baltimore på den amerikanske østkyst. Her havde Forsvaret lagt fregatten ’Peter Willemoes’ til kaj og inviteret amerikanske forsvarschefer om bord. Ministeren glædede sig over udsigten til store ordrer til den danske maritime industri:
- Der er et meget stort potentiale for de mange danske virksomheder, der som underleverandører kan levere moderne, smart udstyr og knowhow i forhold til design af skibene, sagde Troels Lund Poulsen.
Dansk model
Seancen var en del af et planlagt erhvervsfremstød for danske virksomheder, og i den forbindelse er netværksdelen med de indflydelsesrige amerikanere afgørende, mener Troels Lund Poulsen.
En af de vigtige amerikanere, som ministeren gjorde kur til under receptionen på ’Peter Willemoes’, var formanden for forsvarsudvalget i Repræsentanternes Hus, Mac Thornberry. Den indflydelsesrige republikaner fremlagde i marts en indkøbsplan for flåden, hvor han blandt andet fokuserede på, at fremtidens skibe i højere grad skal være opbygget af moduler, der gør dem billigere at ombygge og vedligeholde. Netop den form for modulært design er en af kongstankerne bag de danske fregatter i Iver Huitfeldt-klassen.
Også skepsis
Imidlertid er ikke alle lige optimistiske. CEO i Knud E. Hansen, Finn Wollesen, siger til Søfart, at den protektionistiske amerikanske lov fra 1920, den såkaldte Jones Act, kan bremse en del:
- Det lyder jo vældig optimistisk, men husk nu Jones Act. En lov, der dikterer, at alle skibe, der sejler mellem to amerikanske havne, skal bygges i USA. Desuden er det generelt set meget svært at komme i betragtning som leverandør til amerikanske krigsskibe, siger Finn Wollesen og tilføjer:
- Knud E. Hansen har imidlertid den fordel, at vi også har et amerikansk firma. Det gør det lettere for os at få kontrakter med den amerikansk flåde, forklarer direktøren.
HVAC bliver større
Knud E. Hansen begyndte at arbejde med HVAC-systemer, herunder rådgivning, i 1998. Siden er forretningsområdet vokset hastigt og pt. har den danske skibsdesigner store ordrer på de to nye britiske hangarskibe, der bliver nogle af verdens største. Forretningssegmentet udgør nu godt 30 procent af Knud E. Hansens omsætning. En andel, der formentlig bliver endnu større, særligt hvis man kommer i betragtning til at levere til de store amerikanske krigsskibe.
- HVAC er et voksende forretningssegment for os, og det er et voksende marked. Det er jo også krydstogtmarkedet, der ligesom krigsskibe er et vigtigt segment. Det er jo svært at vide, hvordan situationen udvikler sig, men generelt set kommer der formentlig flere krigsskibe pga. de ulmende konflikter, siger Finn Wollesen.
Han tilføjer, at man ikke vil ind i det amerikanske marked for enhver pris.
- Hvis der er nok at lave andre steder, er det ikke sikkert, det er dér, vi bruger det meste af vores krudt. Man skal lægge et stort stykke arbejde i at blive shortlistet af de amerikanske myndigheder, og det kan tage for mange ressourcer. Måske er det mere interessant for os at være underleverandør til de megastore amerikanske virksomheder indenfor HVAC.
Mange muligheder
Jenny N. Braat er adm. direktør i brancheforeningen Danske Maritime. Hun understreger, at HVAC er et område, der betyder meget for en del af foreningens medlemmer.
- Vi har medlemmer, der er førende på området, som fek.s. Novemco. HVAC-installation kræver desuden dygtige firmaer, der kan håndtere det, ligesom løbende vedligeholdelse er vigtig. Scanel har f.eks. arbejdet med den type opgaver, siger Jenny N. Braat og peger på, at krydstogtområdet også er et stort område for HVAC.
- Der er ingen tvivl om, at det er et område, der bruger det meget. Krydstogtskibene, er jo et marked, der har haft stor fremgang gennem de sidste par år. Og det bliver vigtigere og vigtigere at det er ordenlige systemer. Hvis du ser på ordrebøgerne i det segment, så er værfterne beskæftiget en årrække frem, siger hun.
Jenny N. Braat er i øvrigt ikke helt enig med Finn Wollesen angående Jones Act, og muligheden for at levere til de nye amerikanske flådefartøjer.
-Det er jo en meget protektionistisk lov, men vi har nogle kompetencer, som gør, at vi kan håbe på ordrer til danske virksomheder. Ikke mindst, hvis den danske stat bakker op - og her mener jeg ikke økonomisk, men på anden vis, siger hun - bl.a. med henvisning til Troels Lund Poulsens besøg i USA.