23948sdkhjf

Mærsk og Dong drøfter mulighed for oliefusion

Både Dong Energy og A.P. Møller - Mærsk vil skille sig af med olieforretningen. De to overvejer nu oliefusion
A. P. Møller - Mærsk og Dong overvejer en fusion mellem de to selskabers olieforretninger, skriver avisen The Sunday Times.

Ifølge avisens oplysninger har begge selskaber hyret rådgivere til at se på mulighederne i en potentiel oliefusion.

- Vi overvejer egnede muligheder for vækst fra sag til sag. Vi kommenterer ikke detaljerne, siger A.P. Møller - Mærsk ifølge The Sunday Times.

En sammenlægning er oplagt, mener Morten Imsgard, der er analytiker ved Sydbank.

- Maersk Oil har brug for mere volumen og en større forretningsplatform, hvis det på et tidspunkt skal stå på egne ben med en selvstændig børsnotering.

- Så mange aktiver er der jo ikke i Nordsøen, så når Dong signalerer, at de har noget til salg, så vil det være mærkeligt, hvis Maersk Oil ikke kigger på det, siger han til Ritzau Finans.

De to selskaber drøftede ifølge Morten Imsgard også en sammenlægning for et år siden. Siden har begge selskaber fortalt, at de ser på mulighederne for deres olieforretninger.

Den største udfordring er - som Morten Imsgard ser det - om parterne kan nå til enighed om prisen.

The Sunday Times har talt med kilder, der peger på Bank of America Merrill Lynch som rådgiver for Mærsk. J.P. Morgan er rådgiver for Dong.

En af de muligheder, der ifølge avisen bliver overvejet, er, at kombinere de to olieforretninger med opbakning fra en tredje part - og så sætte det samlede selskab på børsen, når olieprisen har rettet sig.

Den tredje part skulle efter sigende være den amerikanske kapitalfond med speciale i energi, EIG.

Dong varslede et salg af sin olieforretning i forbindelse med regnskabet for tredje kvartal. A.P. Møller - Mærsk gør sig samme overvejelser.

Mærsk bekendtgjorde i september, at fremtiden for olieforretningen skal afklares i løbet af de næste to år, og det kan ende med frasalg eller selvstændig børsnotering.

Et olieægteskab mellem Mærsk og Dong blev ifølge Ritzau Finans også nævnt i en artikel på Bloomberg News tidligere på måneden, hvor Mærsk blev nævnt som mulig køber af Dongs olieforretning.

Til det sagde Dong, at man endnu er i de meget tidlige faser af salgsprocessen, og at der ikke vil blive indgået en aftale i år.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109