Once upon a time in America
LAMPEMANDEN: På tur langt US Westcoast
Columbia River. En sejltur værd. eller flere. Foto: Wikipedia
Om Lazaro Cardenas kunne jeg så ikke sige så meget. Det var det med chilien, jeg fik galt i mundhulen (læs forrige afsnit). Los Angeles kan jeg heller ikke sige så sige meget om, men det har mange andre kloge hoveder så også gjort om og om igen.
For min del var det mest arbejde i havn, men jeg fik da fornøjelsen at tage med aspiranten og hans kæreste, og koksmathen, på en tur ud at spise. Steaks and lobster med margueritas on the rocks – nydeligt måltid.
Vi gik forbi Long Beach, som terminalen faktisk hed , og forbi gamle ’Queen Mary’. Et klenodie fra fortiden (bygget i 1936), der ankom som permanent gæst i havnen helt tilbage i 1967, og som den dag i dag fungerer som kombineret hotelskib og museum. Om bord kom vi nu ikke – da vi var der, var åbnings-tiden slut for den dag – men det tog sig godt ud fra kajsiden.
Op og ned ad kysten
Ellers var landlov faktisk ikke noget, jeg dyrkede meget på turen. Til gengæld var min styrmandsmakker fra Strib rigtig dygtig til at sætte fart på landgangsskoene, når vi nåede en ny havn, og til at aftale med undertegnede, at han lige tog en time eller to eller tre ekstra, mens hun var i fart. Det blev til netop en hel fritur, da vi nåede Long Beach for sydgående. Den skulle hun så lige sluge, Strib-damen. Hun fandt det lidt surt, at hun sådan pludselig skulle tage det halve af min aftenvagt . Men jeg ved med mindst seks timers sikkerhed, at hun stadig skylder. Nå, men det er jo vand under Golden Gate i dag.
Sagen er jo den med Amerika, at selv om man lige synes, man har haft en god tur i land det ene sted, så venter der altid en oplevelse af en helt anden karakter i den næste havn. Og det var så et af de tilfælde, hvor hun også rigtigt gerne ville have været i land og se et eller andet. Men hun og andre fra besætningen var vant til turen op og ned ad kysten.
Et sted var åbenbart særligt vigtigt. Og det var Portland langt oppe ad Columbia River. Eller rettere et sted eller to i baglandet. Havnen i sig nemlig selv var for mig at se bare en arbejdsplads midt i kæmpeskoven rundt om floden. Jeg nåede aldrig selv længere end til havnen, men turen op ad floden var fantastisk. Der er mange stræk jeg ikke har sejlet – og mange mere fantastiske – men den tur var flot. Og er den sikkert den dag i dag – små 30 år senere.
Fantastiske huse
Særligt de fantastiske mansions – som større huse jo hedder ”over there” – der nærmest hang ned over bjergsiderne med udsigt over floden, var sammen med naturen et billede på USA og The American Dream. Man (de, der har dollars til det) bygger dem der, fordi de har råd, og fordi nogen kan finde ud at bygge det for dem. Om man så skal anlægge en helipad til sin private helikopter for at komme til og fra.
På en måde alt alt for meget for en dengang ung mand med den danske Jantelovsagtige tilgang til tingene. Uha, en eksponering af overflodssamfundet. Og så alligevel meget wauw. Nu om dage ville jeg da også købe sådan et hus – hvis jeg havde grønne sedler nok. Underholdende mænd. Ligesom man i mange år har taget og tager afsked med lodser ved Elben på vej til eller fra Hamburg/Bremen fra et stort stationært lodshotelskib, så gjorde man det også ved indsejlingen til Columbia River. Det var noget med, at tingene skulle afpasses med flod og ebbe, vind og vejr, så vidt jeg husker. Og Stillehavet kan jo trods navnet sende lidt dønninger og sø i en vis størrelse ind fra vest.
En af de sjove ting ved turene (der kom jo flere) var, at det ofte var en nordmand, der var lods. Han var faktisk startet som krigssejler og var senere gået ”i land” i USA og havde så fået købt sig ind i det private lodseri, der havde kontrakten på flodsejladserne. En meget lukrativ forretning, hvilket han ikke lagde skul på. Og egentlig kunne han sådan set bare holde fri for så vidt angår pengene og pensionen.
Men han holdt vældigt meget af at tage en tørn på floden. Og særligt på skandinaviske skibe, hvor han kunne slå en sludder af og udveksle lidt røverhistorier og andet nyt fra de gamle hjemlande. Få lidt smørrebrød osv. Så han skubbede sit eget frasalg af lodseri-
andelen foran sig. Meget underholdende mand.
Danger ahead Captain
Det var skipperen også, viste det sig undervejs, når han ind imellem kom på broen for at få en snak og en kaffe. Navnet var Ib Tipsmark og han var amerikansk gift og boede i staterne. Han havde sejlet mange år på USA med ØK og var for nylig vendt tilbage til linjeruten efter en tid i bulkcarrierfarten med tømmer ud af US Westcoast. En fart, ØK var meget store i gennem mange år.
Men hans seneste tur havde været lidt af et mareridt, fortalte han. Der var ham og en dansk maskinchef (som han ikke kunne med) og et hold koreanere. Nye tider til søs var begyndt at melde sig for alvor.
Flere af koreanerne viste sig nemlig at være mere ”frisk-uddannede”, end godt var. Eller også var de mere autoritetsskræmte end sundt er på et skib. I hvert fald mente kaptajn Tipsmark ikke, at han trods alvorlige formaninger om, at han skulle advares, hvis der var ”fare på færde” af enhver art burde ringes op kl. dybt godnat under en ellers rolig sejlads på Stillehavet med den højtlydte besked over telefonen: ”STARBOARD SHIP – STARBOARD SHIP CAPTAIN!”
Formentlig kun med kakibukser på nåede Tipsmark broen tre sekunder senere. For at konstatere, der ganske rigtigt var et ”styrbord skib” på radaren. 12 sømil ude og med en forventet CPA (Closest Point of Approach) på ca. to sømil.
Hvad siger man i sådan en situation til en halv skræmt/ halvt stolt ung koreansk styrmand, der lige var hevet ud fra en stort set landbaseret styrmandsskole i Busan? Godt gået styrmand – eller noget lidt mere jordnært på uofficielt maritimt dansk.
Havde det været undertegnede eller en anden ny ung dansk Styrmand Carlsen-alike, ved jeg godt, hvad klokken var slået.
FORTSÆTTES
