23948sdkhjf

Dong bygger driftscentral til havvind

Dong Energy står klar til at investere adskillige millioner britiske pund i etableringen af Storbritanniens største drifts- og vedligeholdelsescentral for havvind i Grimsby i det østlige England.

Hvis det nye anlæg bliver godkendt, skal det bygges i Grimsbys havneområde Royal Dock. I første omgang skal det servicere de tre havmølleparker Westermost Rough, Race Bank og Hornsea Project One.

Anlægget vil dog have kapacitet til at servicere endnu flere havmølleparker ud for den engelske østkyst.

Sætter en ny standard
Den kommende driftscentral vil transformere den måde, vindmølleparker serviceres på, idet den vil fungere som udgangspunkt for højteknologiske servicefartøjer med plads til op til 60 besætningsmedlemmer og teknikere. Fartøjerne er beregnet til længerevarende ophold på havet.

- Den nye driftscentral i Grimsby er banebrydende og vil sætte en ny standard for, hvordan vi servicerer havmølleparker. Den vil skabe både direkte og afledte job i Humber-regionen samt muligheder for den lokale forsyningskæde, siger Brent Cheshire, landechef for Dong Energy UK og tilføjer:

- Tiltaget er et udtryk for vores tillid til den britiske havmølleindustri og understreger vores engagement i Humber-regionen, hvor vi frem mod 2019 forventer at have investeret omkring 6 milliarder britiske pund.

Driftscentralen vil også rumme et omfattende havkoordinationscenter, som døgnet rundt kan servicere havvindaktiviteter over hele Storbritannien og udover landets grænser.

High-tech skibe
Det nye anlæg vil blive opført ved siden af det eksisterende drifts- og vedligeholdelsesanlæg for Westermost Rough på arealer, som skal lejes af Associated British Ports.

Dong Energy chartrer en række nye og avancerede servicefartøjer, også kaldet SOV'er, som skal arbejde ud fra den nye driftscentral. SOV'erne bliver leveret af Østensjø Rederi og er designet af Rolls-Royce. Den første SOV ankommer mod slutningen af næste år for at indgå i en gradvis indfasning af den nye central.

Skibet skal i første omgang understøtte drifts- og vedligeholdelsesarbejdet på Race Bank, Dong Energy's 580 MW store havmøllepark, der i øjeblikket bliver opført 27 km ud for Norfolks og Lincolnshires kystlinjer.

Nogle af de komponenter, der skal bruges til vedligeholdelse af vindmøllerne, kommer til at ligge på lager i området omkring den nye central. Andet udstyr vil komme fra producenterne som ad hoc-leverancer, som den nye SOV skal lastes med.

Når SOV'en er i drift, kommer den til at ligge op mod 28 dage i træk ved havmølleparken, hvor den kan servicere seks til otte vindmøller om dagen. Besætningen, bestående af teknikere fra Dong Energy og havmølleleverandøren Siemens, kommer til at arbejde i skiftehold med to ugers arbejde og to ugers fri.

Når SOV'en er i position, kan teknikerne gå sikkert på arbejde fra skibets åbne dæk til havmøllerne via en innovativ bevægelseskompenserende gangbro. Med gangbroen er der ikke længere behov for at klatre op og ned ad lodrette lejdere, som det er tilfældet, når traditionelle mandskabsskibe lægger til ved et vindmøllefundament.

De specialbyggede SOV'ere forventes at revolutionere vedligeholdelsen af havmølleparker i fremtiden takket være deres høje sikkerhed og store driftseffektivitet. De kommer til at omfatte et containerlager til reservedele, værktøj og forbrugsartikler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095