Danske maritime muligheder i Dubai og Mellemøsten
Mange aktiviteter inden for offshore og den maritime branche er reduceret som konsekvens af det store fald i oliepriserne. I Dubai er der dog fortsat muligheder for de danske virksomheder.
Det giver muligheder for de danske maritime virksomheder, oplyser det danske generalkonsulat i Dubai:
”I tillæg til skibsaktiviteten i regionen er der en række projekter relateret til branchen, f.eks. udvidelse af havne, godsterminaler, osv. til en samlet værdi af mere end 100 mia dollars. Dette er medvirkende til etableringen af adskillige skibsværfter og andre faciliteter relateret til den maritime sektor. Derudover har regionen en central placering som hub mellem Europa, Asien og Afrika, som har medført, at en række industrier etablerer sig for at udnytte både de lokale muligheder samt den strategiske placering,” siger Axel Christian Klafstad, der er commercial adviser inden for olie & gas og det maritime område ved generalkonsulatet i Dubai.
Muligheder sat på konference
Mandag den 3. oktober kan man på en eftermiddagskonference hos Erhvervshus Nord i Frederikshavn høre Axel Christian Klafstad fortælle mere om branchen og mulighederne for de danske virksomheder. Man tilmelder sig arrangementet via Erhvervshus Nords hjemmeside.
”Vores virksomheder har været gode til at se på alternative markedsområder for at opretholde deres aktivitetsniveau i lyset af færre offshore-opgaver f.eks. i Norge. Mange kigger også på alternative markeder rent geografisk, og her kan Dubai og Mellemøsten være et interessant marked,” siger Per Frank Hansen, erhvervskonsulent i Erhvervshus Nord.
I lyset af disse mange muligheder besøger den danske erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen Dubai, når der afholdes Dubai Maritime Days den 31. oktober til den 2. november.
Kilde: Erhvervshus Nord