23948sdkhjf

Danske redere vil forbyde tung skibsolie i Arktis

Danmark må presse på for globalt forbud mod tung bunkerolie i Arktis for klimaets skyld, mener rederiforening.
Rundt om Antarktis - Sydpolen - er det i dag forbudt alle skibe at bruge tung og forurenende bunkerolie som brændstof. Det samme bør gælde for skibsfarten omkring klodens nordlige pol i Arktis, mener Danmarks Rederiforening.

Derfor bør regeringen snarest i FN's Søfartsorganisation, IMO, fremføre kravet om stop for arktisk sejlads på tung bunkerolie, lyder det fra rederiforeningen.

Chefkonsulent Jesper Stubkjær opfordrer regeringen til at tage sagen op med ligesindede lande - heriblandt Norge, der allerede har forbudt afbrænding af tung olie på skibe omkring den arktiske øgruppe Svalbard.

- Men forbuddet skal vedtages i IMO, så det kommer til at gælde for alle skibe uanset flag. Så sikrer vi den ønskede miljøgevinst, og samtidig undgår vi konkurrenceforvridning, siger Jesper Stubkjær.

Baggrunden er hensyn til klima og miljø. Svær bunkerolie udsender svovl til omgivelserne - og lige så slemt: Når den tunge olie afbrændes i arktiske egne, dannes små sodpartikler, som falder ned og farver polarisen mørk.

Når isen bliver mørkere, optager den mere af solens varme - hvilket øger isens afsmeltning og vandstanden i havene.

IMO har i dag blot en anbefaling til alverdens rederier om at bruge den mindre miljøskadelige marinediesel, når de sejler i det arktiske havmiljø fra 2017.

Men det er vigtigt med et globalt forbud, understreger rederiforeningen. Marinediesel er dobbelt så dyrt som tung olie, og et lastskib, som bruger 30 ton brændstof i døgnet, vil kunne spare omkring 30.000 kroner dagligt ved at fyre med den billigere tunge olie.

- Den prisforskel er så markant, at et rederi, der vælger den dyre marinediesel, ganske enkelt har svært ved at konkurrere med andre rederier, som ikke gør, siger Jesper Stubkjær.

Det Økologiske Råd har længe opfordret regeringen til at skubbe på for et forbud i IMO.

Seniorrådgiver Kåre Press-Kristensen hilser det velkomment, at Rederiforeningen nu er med om bord. Også selv om danske redere ikke er med på at forbyde transport på skibe af tung bunkerolie i det følsomme miljø i Arktis - men kun brugen af olien til brændstof.

Miljøminister Esben Lunde Larsen (V) vil ikke kommentere opfordringen.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094