Luftfartsselskab helt ud af grønlandsk kystpassagertrafik
KYSTSEJLLADS: Royal Arctic Line eneejer af Arctic Umiaq Line efter Air Greenland afhænder sin halvpart af det grønlandske kystpassagerrederi.
’Sarfaq Ittuk’ befordrer årligt omkring 20.000 passagerer langs den grønlandske vestkyst. Foto: Finn Salomon
Luftfartsselskabet købte sig ind i passagerrederiet tilbage i 2006 i en manøvre, hvor Air Greenland reddede det dengang både infrastrukturelt og turistmæssigt vigtige rederi i forbindelse med kollapset af Arctic Travel Group.
Nu ønsker Air Greenland ifølge mediet KNR imidlertid at vende tilbage til core business, mens driften af Arctic Umiaq Line i forvejen naturligt understøtter aktiviteterne i Royal Arctic Line, siger Arctic Umiaq Lines bestyrelsesformand, Flemming Knudsen, til KNR.
20.000 årlige passagerer
Arctic Umiaq Lines igangværende underskudsgaranti fra selvstyret i forbindelse med servicekontrakten løber frem til 31. december 2016. Rederiet driver i dag kun et skib, det 246 passagerer store kystpassagerskib ’Sarfaq Ittuk’ på den vestgrønlandske kyst fra Qaqortoq i syd til Ilulissat i nord.
Ifølge Arctic Umiaq Line sejler omkring 20.000 årligt med ’Sarfaq Ittuk’, hvoraf cirka 2.000 er turister. Selvstyrets årlige underskudsgaranti svinger årligt mellem 5 og 15 mio. kroner.
Læs også:
Lun sommer på Grønland smitter af på Arctic Umiaq Line regnskab