Ystad Havn slår egen rekord
HAVNE: Den sydsvenske port til Bornholm i Ystad kan melde om rekordvolumener gennem havnen i årets første seks måneder. Ystad er med baggrund i færgetrafikken til Bornholm og Polen Sveriges tredjestørste ro/ro-havn.
CEO Björn Boström fra havnen er logisk nok glad for udviklingen, som han tilskriver det gode samarbejde mellem partnerne på Bornholm og i Polen. Han lægger heller ikke skjul på, at sommersæsonen er særdeles vigtig for havnen, så derfor er en fremgang på basis af forårshalvåret - før sommertrafikken for alvor rykker ind - endnu mere bemærkelsesværdig. På den baggrund regner han med, at Ystad også vil kunne imødese en rekordsæson for andet halvår.
På detaljesiden om de forskellige fremgangsparametre ses det, at trafikken til og fra Bornholm står for opturen af passagerer og personbiler, mens det - ikke så uventet - er im- og eksporttrafikken til Polen, der tegner sig for fremgangene på godssiden.Björn Boström benytter i øvrigt også de positive nyheder til at minde den svenske stat om sine trafikale forpligtigelser - herunder både en opgradering af vejforbindelserne til Øresundsforbindelsen og toglinjen samme vej. Begge dele trænger alvorligt til en opgradering, som det pointeres.
Kilde: Ystad Hamn
Kilde: Ystad Hamn