23948sdkhjf

Ikonship ramt på både operatør- og managementforretningen

PROJEKT: Nedgang i olie- og infrastruktur-investeringer gav et svagt projektlastmarked i 2015 og førte Svendborg-selskabet Ikonship i røde tal på bundlinjen.
2015 blev ikke et godt år for operatør eller befragtningsaktiviteterne i Ikonship. Et svagt marked, hvor endnu mere pressede tørlastskibe tiltrak projektlaster, får skylden, siger Ikonships direktør, Jesper Henriksen, til Søfart.

Resultatet for 2015 blev en nedgang i bruttofortjenesten til 3,8 mio. kroner mod 5,1 mio. kroner i 2014. Med nogenlunde stabile udgifter til personale og lidt højere finansudgifter endte det i et negativt resultat på 400.000 kroner mod et plus i 2014 på 1,6 mio. kroner.

Det resultat er ikke tilfredsstillende, siger direktøren.

”Vores sammensætning af forretningen er en kombination af management- og operatørvirksomhed, og vi blev ramt på begge fronter sidste år,” siger Jesper Henriksen og tilskriver et faldende marked hovedansvaret for, at skibene i flåden ikke gav den tilsigtede indtjening.

Olien var i knæ

Ikonship har på nuværende tidspunkt otte projektlastskibe i flåden og fire til fem mand på kontoret i Svendborg, hvor man gør brug af en række eksterne eksperter som havnekaptajner, skibsingeniører og indhyrede svejsehold på de større opgaver.

Udviklingen i 2015 bar præg af, at specielt oliebranchen er i knæ, og at en generel økonomisk smalkost i verden lægger en dæmper på investeringslysten i ny infrastruktur. To markeder, som har drevet projektlastmarkedet gennem de seneste år.

Derudover nævner Jesper Henriksen også, at selvom projektlastmarkedet er ramt på fragtraterne, er balancen mellem skrotning og nybygninger ikke helt så skæv som i eksempelvis tørlastmarkedet. Og det har ført til, at sultne tørlastoperatører og redere er gået på strandhugst i projektlastmarkedet.

Småt kan være godt

”Et godt eksempel er vindmølleblade, som traditionelt er gået med multipurpose-skibe. Nu går de også på de større bulkere, og det er nok en trend, vi vil se nogle år endnu, for det tager noget tid at rette den overkapacitet op,” siger han.

I et projektlastmarked, hvor flere aktører er gået sammen i større selskaber, er der blevet længere mellem de små selskaber, og det vurderer Jesper Henriksen kan være en fordel, da nogle kunder kan se en fordel i at entrere med et mindre selskab.

Vejen frem for Ikonship er derfor, trods de vanskelige markedsforhold, ikke meget anderledes end den måde, der arbejdes på nu. En lille og flad organisation kan agere hurtigt, og med viden og et godt netværk forventer Jesper Henriksen, at Ikonship i 2016 ender i et mindre plus igen.

Muligheder i Barentshavet

Et at de områder, som skal være med til at trække resultatet i plus, er projekter i Barentshavet. Her har specielt norske Statoil gjort store fund af gasforekomster, og modsat olie-investeringer ser Jesper Henriksen en større aktivitet på gas-infrastruktur.

”Og alle vores skibe er isklassede, så vi ser gode muligheder i Barentshavet,” siger han og tilføjer, at netop et af de store projekter i 2015 var en stor og kompleks projekttransport fra Norge til Fjernøsten.

”Den slags opgaver vil vi gerne have flere af,” siger han og tilføjer, at Ikonship hele tiden er på udkig efter nye nicher eller nye samarbejdspartnere, som kan være med til at udvide de nuværende aktiviteter og den nuværende flåde.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083