Søfartsstyrelsen fik styrket sit kriseberedskab i national kriseøvelse
Over 30 ministerier, styrelser og udenlandske ambassader deltog onsdag den 11. november i kriseøvelsen, KRISØV 2015, som foregik til søs. Søfartsstyrelsen var med i øvelsen og fik afprøvet sit kriseberedskab.
Hvert andet år afholdes en stor national kriseøvelse. Formålet med øvelsen er at styrke myndighedernes krisestyringsberedskab. KRISØV 2015 blev afholdt i et samarbejde mellem Rigspolitiet og Beredskabsstyrelsen.
Søfartsstyrelsen spillede en central rolle i kriseøvelsen, KRISØV15, hvor det blev simuleret, at det russiske atomdrevne fartøj 'Sevmorput' kolliderede med fragtskibet 'Torm Island' øst for Grenå, hvorefter 'Sevmorput' efterfølgende grundstødte på Hjelm Banke.
”I en sådan øvelse får vi testet Søfartsstyrelsens evne til at håndtere konkrete operative udfordringer ved alvorlige situationer. Og vi får testet vores evne til at samarbejde og kommunikere internt og eksternt,” fortæller Andreas Nordseth, direktør i Søfartsstyrelsen.
Søfartsstyrelsens krisestab blev etableret, kort efter 'Sevmorput' grundstødte. Krisestabens opgave var at koordinere indsatsen og træffe de nødvendige beslutninger i en omfattende krisesituation, hvor almindelige rutiner og ressourcer i afdelingerne ikke slår til.
Under øvelsen iværksatte Søfartsstyrelsen en række operative tiltag. Der blev blandt andet etableret forbudsområde omkring det atomdrevne fartøj, og der blev løbende udsendt navigationsadvarsler. Inspektionsskibet 'Poul Løvenørn' blev sendt afsted fra Grenå (virtuelt) for at assistere med bjærgning af containerne, som var faldet over bord fra 'Sevmorput'.
Søfartsstyrelsens egne medarbejdere rundt om i landet blev også adviseret om forholdene, og om hvordan de skulle forholde sig, efterhånden som situationen udviklede sig.
Journalister fra Ritzau og DR, samt det simulerede mediehus Ajour24 kimede kommunikationsmedarbejderne ned med mange spørgsmål om omstændighederne efter kollisionen. Og aktivitetsniveauet var højt på det fiktive sociale medie Yammer.
Øvelsen vil blive evalueret i den kommende tid. KRISØV15 var planlagt til at forløbe over to dage, men blev afblæst efter første dag. Rigspolitiet besluttede at aflyse kriseøvelsen på grund af den svenske regerings beslutning om at indføre en midlertidig grænsekontrol.
”Selvom øvelsen blev kortere end planlagt, er der meget læring at hente fra den ene dag, som kriseøvelsen varede,” understreger Andreas Nordseth.
Kilde: Søfartsstyrelsen