Nordjyske virksomheder vil have del i norsk vindeventyr
Nordjyske virksomheder med kompetencer inden for vindmølleindustrien har fået et nyt marked i Norge.
Blandt mange andre projekter i Norge skal Europas største landvindmøllepark opføres i nærheden af Tronheim på Fusenhalvøen. Denne vindmøllepark alene kommer til at bestå af 270 Vestas-turbiner, og desuden skal der anlægges 241 kilometer vej, og sitets elektriske infrastruktur skal klargøres. 11 mia. kommer projektet til at koste, og arbejdet begynder til sommer.
Landvindmølleparken kommer til at producere 1000 megawatt – nok til at dække 170.000 norske husholdningers forbrug. Til sammenligning har Anholt Havvindmøllepark kapacitet på omkring 400 megawatt.
Og da vindmølleindustrien stadig er meget ny i Norge – her er blot 130 vindmøller alt i alt – så er der store forretningsmuligheder for nordjyske virksomheder, der har faciliteter, specialiseret viden og erfaring med at opføre nye vindmølleparker.
Nordjyske kompetencer
De nye muligheder, som Hub Norths medlemmer ligger geografisk godt til at gribe, bringer glæde hos det nordjyske vindenerginetværk, som arbejder for vækst i den nordjyske vindmølleindustri.
Derfor har Hub North allerede haft besøg af den norske, meget respekterede specialist inden for det norske vindenergimarked, senior management consultant MBA Johnny Aak, der hjalp ti nordjyske virksomheder med at identificere netop de muligheder, der er for dem i Norge.
Blandt andet byder Aalborg Havn A/S ind med specialiseret logistik til vindmølleindustrien.
Høje ambitioner
"Der er meget høje ambitioner inden for området i Norge, og vi vil i Aalborg Havn naturligvis gerne være hub for aktiviteter, der er forbundet med udskibning af vindmølledele. Vi har en gunstig placering, og samtidig har vi den fornødne ekspertise inden for branchen," siger Jeppe Faber, account manager i Aalborg Havn A/S.
Johnny Aak har et indgående kendskab til dansk-norske forretningssamarbejder blandt andet gennem BusinessBroen, der bredt set hjælper nordjyske virksomheder ind på det norske marked.
Han har store forventninger til, hvad nordjyske virksomheder kan byde ind med.
"I har noget know-how, produkter og faciliteter, som i høj grad efterspørges – og desuden har I en god, geografisk placering," siger han.
Det er endnu for tidligt at gøre op, hvor stor betydning det norske vindeventyr har for Nordjylland.
Kilde: Hub North