Stort EU-finansieret projekt skudt i gang i Frederikshavn
Med en lang række deltagere fra både det lokale erhvervsliv, lokalpolitisk side, Folketinget og EU, er det første officielle spadestik til Nordic Maritime Hub-projektet i Frederikshavn Havn blevet taget.
Projektet er et samarbejde mellem Frederikshavn Havn, Kosan Crisplant A/S og Stena Line AB og har til formål at forbedre faciliteterne for havnen og dens mange brugere ved bl.a. at forbedre adgangsforholdene til havnen, etablere landstrømsfaciliteter bl.a. til brug for Stena Lines færger og etablere bunkringsfaciliteter til bæredygtige drivmidler.
Sidstnævnte er bl.a. en opgave, der varetages af Kosan Crisplant A/S, der skal stå for etableringen af en bunkringsfacilitet til flydende naturgas (LNG) på havneområdet.
Bo Larsen, kommerciel direktør hos Kosan Crisplant udtaler: ”Hos Kosan Crisplant ser vi dette projekt som døren til et stort potentielt marked for LNG i Østersøen. Bunkringsfaciliteten er derfor også kun første skridt i vores vision, idet vi allerede har indgået aftale med andre partnere om ligeledes at etablere en produktionsfacilitet for LNG og LBG (flydende biogas) i Frederikshavn. Nordic Maritime Hub er derfor af central betydning for udviklingen af markedet for bæredygtige drivmidler, ikke bare i Danmark, men i hele Østersøområdet.”
Kilde: Frederikshavn Havn