Evergas får ny formel ejer i Jaccar Group
Det danske gas-tankrederi Evergas har fået ny ejer under det Luxemborg-registrerede moderselskab Jaccar Group. Fremover vil Evergas være ejet af det franske offshorerederi Bourbon, som dog også er ejet af Jaccar Group.
I en pressemeddelelse fra Evergas fremgår det, at der vil være adskillige positive strategiske muligheder forbundet med ejerskiftet.
Det drejer sig blandt andet om, at Evergas fremover vil være en del af et børsnoteret selskab og samtidig få adgang til et stærkt varemærke med en stor og etableret platform, der supporterer mere end 500 skibe og har 12.000 medarbejdere.
De synergier vil kunne facilitere Evergas' ambitioner for yderligere vækst, lyder meldingen, hvor det også fremgår, at Evergas fortsat vil fungere som separat enhed.
Kilde: Evergas