Ny bestyrelsesformand og nyt bestyrelsesmedlem i ADP
I forbindelse med Generalforsamlingen i ADP A/S, som blev afholdt den 12. april 2016, fratrådte Arne Tirsgaard som formand og stoppede samtidig i ADP’s bestyrelse. Som ny formand valgte aktionærerne enstemmigt adm. direktør i Dansk Transport og Logistik (DTL) Erik Østergaard. Og aktionærerne genvalgte borgmester Jacob Bjerregaard som næstformand.
Med valget af Erik Østergaard som ny bestyrelsesformand, der de sidste fire år har siddet i ADP’s bestyrelse, får ADP en stærk formandsprofil, som dels kender ADP’s forretning og besidder dyb indsigt i såvel sø- som landtransport, som kan være med til at understøtte den strategiske udvikling af ADP.
ADP’s bestyrelse får også tilført en ny stærk erhvervsprofil, idet Christian Herskind træder ind i bestyrelsen. Christian Herskind er cand.jur. og har en solid erhvervsmæssig baggrund som koncerndirektør i bygge- og ejendomsudviklingsvirksomheden NCC Roads A/S og senest som CEO i Refshaleøens Ejendomsselskab A/S.
Christian Herskind bringer stor indsigt inden for ejendoms- og arealudvikling, og med en baggrund fra Fredericia-området vil han kunne bidrage med viden til udvikling af den samlede ADP-koncern, som i disse år også omhandler udvikling af et nyt multimodalt transport- og logistikcenter ved Fredericia.
Kilde: ADP/LSH