CBS's Blue MBA vinder den Maritime Pris
Erhvervsminister Ole Sohn overrakte prisen for 2011
Blue MBA-uddannelsen under Copenhagen Business School fik æren af at vinde Den Maritime Pris. den tildeles en virksomhed, person eller organisation, der har ydet en særlig indsats for Det Blå Danmark.
Prisen blev fredag overrakt skolen ved et arrangement hos Dansk Design Center af erhvervs- og vækstminister Ole Sohn. Derudover var bl.a. vicegeneraldirektør for logistik i EU, Fotis Karamitsos, blandt talerne. Han roste bl.a. Danmark for at være i front inden for kvalitetssøfart, piratbekæmpelse m.v.
Dommerkomitéens formand, Knud Pontoppidan, begrundede også valget af Copenhagen Business School som vinder af Den Maritime Pris 2011. Han understregede, at skolen med The Blue MBA har højnet vidensniveauet og innovationsevnen gennem en holistisk tilgang til søfart.