Hundested Havns planer om udvidelse generer fjordudsigten
Højere bygninger og lagerhaller skal sikre mere godstrafik på Hundested Havn. By & Land frygter for huspriserne
En ny lokalplan om at udvide Hundested Havn er på vej gennem de politiske udvalg. Virksomhederne på industrihavnen vil, hvis lokalplanen bliver gennemført, have mulighed for at bygge op til 15 meter i højden, frem for de nuværende tilladte 8,5 meter. Samtidig vil det blive muligt at opbevare gods i bunker på havnen i op til 12 meters højde. Tiltagene skal være medvirkende til, at havnen kan udvide og tiltrække store godsskibe.
Planerne risikerer dog at ende på gulvet, da tiltagene ville resultere i en betydelig forringelse af fjordudsigten for flere ejendomme.
”Havnen har udvidet i alle de år, den har eksisteret. Jeg mener, at tiden er kommet til, at politikerne trækker en streg i sandet og siger nej til yderligere højt byggeri. Vi har mange tilflyttere, som er kommet på grund af havudsigten. Den er vigtigt for huspriserne, og den skal havnen ikke have lov at ødelægge yderligere,” udtaler formanden i foreningen By & Land Halsnæs, Kirsten Møller, til Nordkysten.nu.