Kinesisk interesse for danske havvindmøller
Der er muligheder for at skabe nye forretningsforbindelser mellem Danmark og Kina inden for havvindmøller.
Repræsentanter fra både offentlige og private kinesiske virksomheder har netop besøgt den danske hovedstad. Formålet var bl.a. for at indsamle viden og lave erfaringsudveksling med danske aktører på området havvindmøller.
Havvindmøller som vedvarende energikilde var temaet, da folk fra Kinas største developer for vindenergi, Longyuan, kinesiske Shanghai Electric, Siemens Wind Power og National Marine Consulting Center lagde vejen forbi hos Europas Maritime Udviklingscenter (EMUC) i Amaliegade.
Direktør for EMUC, Steen Sabinsky, ser et stort forretningspotentiale i forbindelse med, at man fra kinesisk side kigger imod Danmark og de danske virksomheders kompetencer på området. De mangeårige erfaringer med etablering af store havvindmølleparker skaber genklang hos de kinesiske virksomheder.
”Besøg som disse er en gylden mulighed for at skabe nye forretningsforbindelser til gavn for både danske og kinesiske virksomheder. Især vores identitet som den danske maritime netværksklynge og vores tætte forbindelse til andre klynger ligger til grund for mødet i Amaliegade. Der var stor interesse for, hvordan både den politiske myndighed, de danske maritime virksomheder og danske transportvirksomheder løser opgaver med udvikling, etablering, transport, og vedligeholdelse af havvindmølleparker. Fra EMUC’s side vil vi gøre vores for at dyrke disse relationer til gavn for vores medlemmer,” siger Steen Sabinsky.