Englændere vil lave privat flåde
Et konsortium af engelske interessenter parat til at stikke egen flåde i søen
Sikkerhedsfirmaer, der bl.a. tilbyder at stille bevæbnede vagter til rådighed for rederier m.v., er ingen nyhed. Men nu vil et engelsk foretagende gå et skridt videre, oplyser sitet Bloomberg Businessweek.
Selskabet, der har taget navnet Typhoon, er grundlagt af formanden for koncernen Glencore International. Og bag ham står en gruppe forretningsfolk klar med en større pose investorpenge.
Typhoon vil første omgang rekruttere en gruppe på mindst 240 mand - bestående af tidligere "rigtige" flådefolk, marinesoldater og folk med erfaring fra handelsskibe.
Typhoons flåde vil videre i første ombæring skulle bestå af et moderskib og et antal hurtigtgående patruljebåde med lang aktionsradius. Og planerne meldes faktisk så langt fremme, at selskabet skulle være klar til sin første aktion allerede ultimo marts / primo april med en eskorteopgave i Det Indiske Ocean.
Der har ikke eksisteret private flåder under UK-flaget de sidste par hundrede år, men engang var bl.a. Det Østindiske Kompagni en meget betydende sømilitær faktor øst for Suez. Den rolle kan Typhoon måske nu overtage.