Sådan skaber man vækst og arbejde
Skibsteknisk Selskab præsenterer en række eksempler på de udfordringer der ligger på vejen fra innovation til omsætning.
Nyt sikkert intermodalt transportsystem til olieborerør til offshorebrug.
Ny olielækagealarm til maskinrum.
Ny “in-tank” ballastvandsrensning for invasive arter.
Ny detector af vand i skylleluft til 2-takts dieselmotorer.
”Tilhørerne kan forvente, at oplægsholderne vil give et indblik i de enkelte projekters problemstilling og hvilken udfordring, der skal løses gennem projektets resultater. Og ikke mindst hvordan man omsætter ide til kommerciel virkelighed,” siger Carsten Melchiors fra Den Danske Maritime Fond, som har støttet projekterne.
Han bliver suppleret af formanden for Maskinmesterforeningen Per Jørgensen, der også er bestyrelsesmedlem i Foreningen til Søfartens Fremme.
Carsten Melchiors har store forventninger til temaaftenen, fordi hvert projekt er et eksempel på, at virksomheden er lykkedes på trods af store udfordringer i udviklingen.
”Præsentationerne vil fortælle om udfordringen, som projektet søger at imødekomme, projektets tekniske indhold og de mange - store som små - ”snublesten” som produktudvikling kan indeholde,” siger Carsten Melchiors.
Han fremhæver mangfoldigheden i rækken af projekter og virksomheder fra hele landet.
”Der er eksempler fra meget store virksomheder og fra helt små nystartede virksomheder – bygget op om en enkelt ide. Der vil om muligt blive udstillet prototyper eller modeller af produkterne,” siger Carsten Melchiors.
Fakta
- Skibsteknisk Selskab (Foreningen til Søfartens Fremme samt Søfartsteknisk Forening) i samarbejde med Maritimt Selskab (Ingeniørforeningen - IDA)
- Mandag den 7. oktober 2013, kl. 16.00 – 19.30
- Sted: Ingeniørhuset, Kalvebod Brygge 31-33, København
- Begrænset adgang, først-til-mølle
- Tilmelding via www.ida.dk