Blå battle på Bornholm
Livlig diskussion mellem erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen og repræsentanter fra Det Blå Danmark, blandt andet om vækstplanen.
Det hele styret af Danske Havnes kommende direktør Gitte Lillelund Bech, der jo også har en fortid som politiker, heraf knap to år som forsvarsminister og to år som transportpolitisk ordfører.
Hver fik de mulighed for at komme med sine bud på, hvordan man udvikler erhvervet, og efterfølgende blev panelet udvidet til en efterfølgende ping pong-battle med et politikerpanel bestående af Torsten Schack Pedersen, MF (V), Benny Engelbrecht, MF (S), Nadeem Farooq, MF (RV) og Steen Gade, MF (SF).
Et af de områder, som Danmarks Rederiforening gerne ville have politikerne til at se på er rammebetingelserne for vindmølleinstallationsskibe og for borerigge.
”Vi mangler et punkt i vækstplanen,” sagde Anne Steffensen henvendt til Henrik Sass Larsen.
”Vi har brug for, at den del af det maritime cluster også bliver en del af Det Maritime Danmark, ellers så mister vi det og så mister vi de højt betalte jobs, som bruges i offshoreindustrien i og uden for Danmark. Det er vi enige med Metal om, og det vil vi også gerne være enige med jer om,” sagde Anne Steffensen.
Til det sagde Henrik Sass Larsen: ”Den måde, som vi regner på, så vil der være et stort provenutab forbundet med det. Det skal jo finansieres. Og man er lidt uenig, forstår jeg, om hvad skatteudgiften er. Vi vil egentlig gerne have, at regnestykket ser godt ud, også for redernes vedkommende, men vi skal overbevise Skat om, at det er det rigtige. Vi skal selvfølgelig have orden i pengene, eller så ender det i procentspørgsmål om, hvor vil du bruge pengene henne. Der er lang kø til hos Skat. Der er masser, der gerne vil bruge penge, så der er ikke nogen uvilje hos i forhold til lige præcis det her spørgsmål,” sagde Henrik Sass Larsen.
Debatten fortsatte i en time mellem politikere og de blå aktører, om bl.a. havnedrift og maritim montørordning.
Læs mere om Det Blå Danmark på Folkemødet fredag den 20. juni