23948sdkhjf

Tre fra DTU Aqua uddanner sig til forandringsproces ved skibsnybygning

UDDANNELSE: Tre kolleger fra DTU Aqua tager uddannelsen til vessel manager for at forberede sig på en stor forandringsproces ved nybygning af 'Dana'.
Kaptajn Claus Persson, fleet manager Jesper B. Rasmussen og maskinmester og teknisk skibsinspektør Frank Surland fra DTU Aqua sidder sammen på skolebænken til uddannelsen til vessel manager på Maskinmesterskolen København.

De har brug for et fælles kompetenceløft, da havforskningsskibet 'Dana', som har været statsligt, nu hører under DTU Aqua og skal leve op til samme standarder som alle andre privatejede skibe. Det kræver en forandringsproces og et vidensløft, som uddannelsen skal hjælpe dem med.

"Jeg har fulgt uddannelsen til vessel manager på skolens hjemmeside og via artikler i Maritime Danmark. Da vi er en meget lille landorganisation med Jesper og Frank, der på sigt skal have bygget et nyt tidssvarende skib, har vi brug for at blive løftet til et højere niveau, da projektet er meget omfattende," siger kaptajn Claus Persson.

Lille selvkørende organisation

Det nybyggede havforskningsskib vil fremadrettet blive drevet på lige fod med enhver anden moderne rederiform. Mens rederierne normalt har en stor organisation af viden bag sig, skal de tre kolleger både kende en masse nye regler – og omstille hele organisationen til at tænke mere kundeorienteret. Det er en stor ledelsesudfordring.

"Jeg skal sammen med Jesper, der er min chef, styre de forandringer, vi skal igennem. Hvilke regler gælder for skibene? Der er nye regler ved Arktis, hvis man skal sejle deroppe.

Vi skal altså finde ud af, hvad vi skal købe – og hvordan vi skal træne personalet til de nye regler. Fordi vi er så lille en organisation, er vi meget selvkørende – og derfor skal vi vide nogenlunde de samme ting på skibet som på land," forklarer Claus Persson.

Nødvendig fælles forståelse

Claus Perssons chef, Jesper B. Rasmussen, er fleet manager og har ansvar for alt, hvad der har med rederidrift at gøre – HR, sikkerhedsarbejde og alt det, der ikke er teknisk. Det er Frank Surlands arbejde.

"Claus og jeg er navigatører og bliver udfordret af, at vi sidder i så brede positioner. På Maritime Fair fik jeg vakt min interesse for uddannelsen til vessel manager – og da Claus tog det op til mus-samtalen, besluttede vi, at det skulle være nu," fortæller Jesper B. Rasmussen.

Han er især glad for, at de både på land og på skibene kommer til at læne sig op ad de samme kompetencer. De får en ny fælles forståelsesramme.

"Det giver værdi i det nuværende job i forhold til nybygningsprojektet. Det er jo et erhverv, der ændrer sig hele tiden. Jeg har da allerede fået en bedre forståelsesramme – og har en bedre chance for at kommunikere med dem ude på skibene om udfordringer og præmisser," siger Jesper B. Rasmussen, der er glad for, at Frank Surland også valgte at tage uddannelsen sammen med de andre.

Støtte fra Den Danske Maritime Fond

Mange fra hold to på uddannelsen, som de tre kolleger fra DTU Aqua går på, er støttet af Den Danske Maritime Fond. Fonden har afsat 17 mio. kroner til uddannelsesmæssige aktiviteter, hvor vessel manager-uddannelsen er et blandt seks initiativer.

Fonden giver legater til virksomheder, som gerne vil sende deres medarbejdere på uddannelsen til vessel manager. Støtten udgør 85 procent af studieafgiften efter eventuel anden støtte.

De tre kolleger fra DTU Aqua skrev en fælles ansøgning om den forandringsproces, de står over for. De søgte pengene, fordi virksomheden ikke har midler til at betale for uddannelsen.

"Vi har også lige fået 60.000 kroner fra Statens Center for Kompetence- og Kvalitetsudvikling. Vi har søgt forskellige fonde og legater – og er nu med pengene fra Den Danske Maritime Fond oppe på 70.000 kroner pr. mand," siger Jesper B. Rasmussen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094