23948sdkhjf

Trump overvejer havnegebyr på skibe produceret i Kina

Kinesiske og kinesiskproducerede skibe kan i fremtiden blive pålagt et gebyr, hvis de benytter havne i USA.

Præsident Donald Trumps administration forbereder ifølge nyhedsbureauet Reuters et dekret, der pålægger kinesiske skibe et gebyr, når de lægger til kaj i amerikanske havne.

Reuters har set et udkast til dekretet, der er dateret den 27. februar.

Her fremgår det, at skibe, der sejler under kinesisk flag eller er produceret i Kina, skal betale.

Den kinesiske skibsværftsindustri hører til blandt verdens største, og flere rederier - heriblandt Mærsk - får lavet skibe i Kina.

Størrelsen på det mulige gebyr nævnes ikke i udkastet til dekretet.

Formålet med dekretet er at sætte gang i skibsbygningen på amerikanske skibsværfter og svække Kinas greb om den globale skibsindustri, skriver Reuters.

I udkastet er det desuden nævnt, at amerikanske embedsmænd skal opfordre "allierede" til at gøre det samme.

Donald Trump sagde torsdag på et pressemøde i Det Hvide Hus, at han inden for de næste to uger vil annoncere en plan for skibsbyggeriet i USA.

Samtidig afslørede Trump, at det franske containerrederi CMA CGM vil investere 20 milliarder dollar i USA i de kommende år.

CMA CGM, der er verdens tredjestørste rederi og en af Mærsks store rivaler, vil blandt andet bygge nye terminaler i USA.

Ifølge Donald Trump ventes investeringen fra det franske rederi at skabe 10.000 job i USA.

Direktøren for CMA CGM, Rodolphe Saade, var til stede i Det Ovale Kontor sammen med Trump for at præsentere aftalen.

Af CMA CGM's hjemmeside fremgår det, at det franske rederi får produceret skibe i Kina.

Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079