23948sdkhjf

Leder: Stol ikke på din GPS, kære navigatør

DE GEOPOLITISKE spændinger er stejlt stigende. Også til søs, naturligvis. Konflikten mellem Iran og Israel/USA truer med at gøre Hormuzstrædet til en krigszone, hvor handelsskibene kan blive et direkte mål for fjendtlige militæraktioner - med alvorlige, negative konsekvenser for en række store, danske rederier. Tættere på hjemlige kyster har vi allerede set en stejl stigning i antallet af mystiske udfald i det GPS-signal, som f.eks. Molslinjens Kattegat-færger navigerer efter. 

3. OKTOBER RAMTE eksempelvis et stort GPS-nedbrud flere skibe i Kattegat. Signaludfaldet gik bl.a. ud over to af Molslinjens hurtigfærger, som var på vej hver sin vej over Kattegat. Udfaldet varede cirka 10 minutter. I det tidsrum kunne skibene i området ikke lokalisere andre eller sig selv på GPS-systemet, og måtte ty til de gammeldags måder at orientere sig på. Mistanken retter sig naturligvis mod Rusland, som på denne måde kan have en interesse i at manifestere, at man stadigvæk kan udvise magt og vælde ved den for landet så vigtige udsejling fra Østersøen. 

POINTEN MED at fremhæve alt dette på lederplads i Søfart er ganske enkel: Navigatørerne har i løbet af de seneste årtier vænnet sig til, at man som det naturligste kan betjene sig af det elektroniske søkort på skærmen baseret på det GPS-signalet. Nu svinger pendulet den anden vej - GPS-signalet bliver mindre pålideligt. Ikke på grund af teknikken, men på grund af fjendtlige angreb. Dette bør være et opråb til hele branchen: Det oldgamle maritime sikkerhedsbegreb, udkig fra broen, er et grundfæstet princip i maritim lovgivning. Det ved alle danske navigatører naturligvis. Men en række havarier i den seneste måned tyder på, at der blandt søfolk måske alligevel har været en tendens til at stole for meget på gps'en. Radar og udkig er og bliver den fundamentale måde at føre et skib sikkert fremad til søs - verden er på vej til at blive for usikker til GPS. Desværre.      

Nu svinger pendulet den anden vej - GPS-signalet bliver mindre pålideligt
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.619