Clipper-topchef vil udvide flåden fra 100 til 200 skibe
Engang Danmarks andet største rederi, Clipper Group råder i dag over en flåde på "kun" knap 100 skibe. Men tørlastrederiet har ambitioner om markant vokseværk de forestående år.
Det fortæller rederiets adm. direktør i tørlastrederiet Amrit Peter Kalsi til Børsen.
- Vores kommende investeringer kommer primært til at være i skibe. Vi vil gerne have, at vi i hvert fald ejer en tredjedel af vores flåde selv. Vi har en ambition om at udvide flåden til mere end 200 skibe inden for de næste par år og dermed være tilbage som en af sværvægterne i branchen, siger han.
Ambitionen er dertil, at omkring en tredjedel af de skibe skal være selvejede.
Han fortæller, at han videre - ligesom andre topchefer har ytret på det seneste - ser store muligheder i de næste års tørlastmarked.
Landets andet største
Den luxembourg-baserede ro-ro-operatør CLdN købte sidste år Seatruck Ferries fra Clipper, og gav dermed det danske firma med hovedkvarter i Københavns Nordhavn mulighed for udelukkende at fokusere på tørlast.
Rederiet blev etableret i 1991 som et spin-off fra Armada Shipping.
På sit højeste niveau i slut-nullerne rådede Clipper over en flåde på mere end 300 skibe, kun overgået af A.P. Møller-Mærsk. Siden ramte finanskrisen hårdt, og Clipper har fra 2008 og 10'erne igennem skåret til. Men de seneste år har rederiet landet stigende bundlinjer, og for første gang i et par håndfulde år øget medarbejderstaben i indeværende år.
Fra 2020 og frem har rederiet haft Amrit Peter Kalsi, der tidligere var COO, i spidsen, og som altså nu vil benytte den genoprettede økonomi til fornyet vækst.