Kæmpetrawler døbt, men ikke sejlklar endnu
Over et halvt år.
Det er, hvad Nexø-rederiet Ocean Prawns har måtte vente på deres seneste køb - en trawler i millionklassen - med navnet Atlantic Enterprise.
Trawleren er bygget på et værft i Tyrkiet, men selvom skibet er døbt, mangler der stadig det sidste før, at det kan blive søsat.
Det skriver Bornholms Tidende.
– Den kan ikke fiske endnu, der er spil, der skal sættes op og konfigureres. Vi håber, den går ud dernede fra om en uge eller ti dage, siger Daniel Barslund, stifter af Ocean Prawns, der ærgrer sig over forsinkelsen.
Fartøjet skulle have været i drift i marts i år, og derfor har rederiet måtte have andre til at fiske for dem. Det har kostet på bundlinjen, fortæller Daniel Barslund.
Fartøjet er en kombineret reje-hellefisktrawler og bliver den største kombitrawler i Nordatlanten, skriver mediet.
Atlantic Enterprise skal erstatte den gamle Atlantic Enterprise, samt en trawler fra 1984. Sidst nævnte skal sælges, men ikke før, at den nye trawler er i drift, siger Daniel Barslund.
I følge mediet koster nyerhvervelsen 450 millioner kroner.