23948sdkhjf

Mærsk finder ny metanol-leverandør til prestigeskib

Mærsk har fundet kilden til mindst et halvt års biometanol til sit nye metanolskib 'Laura Mærsk'

A.P. Møller - Mærsk har slået en aftale af med den norske oliegigant Equinor om månedsvis af biometanol til Mærsks nye metanol-feederskib.

Det skal sikre, at 'Laura Maersk', som skibet hedder i sine AIS-data, kan sejle på biometanol året ud og ind i første halvår af 2024, oplyser Mærsk i en pressemeddelelse.

Statsejede Equinor, tidligere kendt som Statoil, har i et halv århundrede primært været engageret i olie-aktiviteter. I den sidste håndfuld år har det dog investeret stadig mere i vedvarende energi.

- Det er afgørende at få store energiselskaber til bordet og begynde at levere fremtidige brændstoffer i stor skala. Det er den form for engagement, vi har brug for at fortsætte med at accelerere pionerrejsen mod en grøn brændstoføkonomi for global skibsfart, siger Rabab Boulos, chef for infrastruktur hos A.P. Møller – Mærsk.

Equinor skal levere biometanol til skibet, når det i september slutter sig til Mærsks aktive flåde, hvor det skal sejle i sløjfe fra Nordeuropa til Østersøen.

Skibet skal som bekendt navngives i København torsdag, og sejler derefter til Rotterdam for at bunkre biometanolen fra Equinor.

Forsinket e-metanol

At et norsk olieselskab nu skal sikre det grønne brændsel til Mærsks første metanolskib, skyldes forsinkelser i en oprindelig plan om at få leveret varen fra danske European Energy.

Energivirksomheden skulle have produceret e-metanol til Mærsks metanolskib i 2023 fra et kommende power to x-anlæg i Kassø ved Aabenraa. En lang række tilladelser har dog forsinket processen, så anlægget formentlig først er oppe i omdrejninger i første halvdel af næste år.

Til jomfrusejladsen sikrede Mærsk sig en omgang biometanol fra hollandske OCI Global, og har nu altså også fået de næste måneder dækket ind.

Rederiet har dertil nu indgået ni hensigtserklæringer med private metanolproducenter i Danmark, USA og Kina om at levere flere mio. tons e- og biometanol årligt til rederiets kommende metanol-flåde.

Der bliver brug for det. Samlet har Mærsk bestilt 25 skibe, der kan sejle på metanol, hvoraf de største vil sluge 35-45.000 tons metanol om året.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095