Hecksher åbner nyt kontor i Danmark
Den danske logistikkoncern Hecksher åbner som led i selskabets strategiske ambitioner nyt kontor i Fredericia.
Det nye kontor skal ifølge en pressemeddelelse styrke selskabets position i Danmark og forbedre servicen til selskabets danske kunder og oversøiske partnere.
- Denne udvidelse bringer os tættere på vores kunder og det jyske erhvervscentrum. Det er et strategisk skridt mod vores ambition om at vokse i Danmark. Det vil styrke vores fodfæste herhjemme og forbedre kundeoplevelsen både lokalt og internationalt, siger Erik Pedersen, administrerende direktør i Hecksher Danmark.
Optimerede logistikløsninger
Shippingselskabet blev grundlagt i Danmark i 1797 af Samuel Siegfried Hecksher og er et af de ældste af sin slags i Danmark.
Det nye kontor ledes af Charlotte Gotfredsen, der er ansat som Operational Manager.
– Jeg er spændt på at udvikle og vokse dette kontor sammen med mine kolleger, udvide vores tjenester og komme i kontakt med nye kunder. Dette er en fantastisk mulighed for at imødekomme det øgede behov for optimerede logistikløsninger i Danmark og udlandet, siger hun.