Faaborg bliver testhavn i EU-program om automatisk anløb
Arbejdsbåde fra det danske værft Tuco skal agere slæbebåde, der automatisk skubber et containerskib - i form af en pram - blidt til kaj, når et EU-program skal foretage fysiske test i Faaborg Havn.
Den sydfynske havn, der er hjemsted for Tuco-værftet, er nemlig udpeget som testhavn for det stort anlagte EU-program Moses, der er en del af EU's Horizon 2020-program.
Programmet skal revolutionere Short Sea Shipping, som er transport af fragt og gods mellem mindre havne - og helt specifikt gennem automatisering og autonomi. Projektet vil fremvise et automatiseret manøvrerings-, docking- og fortøjningssystem til store havne.
Testen vil demonstrere, hvordan en sværm af autonome slæbebåde kan samarbejde intelligent om at manøvrere et stort containerskib og dirigere det ind på en ledig kajplads i havnen, og hvordan slæbebåde kan samarbejde med et automatiseret fortøjningssystem, der effektivt vil fuldføre processen, skriver projektet på sin hjemmeside.
Gribe, fastholde og fortøje et skib
Moses-programmet vil i de kommende måneder etablere en automatisk dockingstation i Faaborg Havn.
Denne dockingstation vil være i stand til at gribe og fastholde et skib, mens autonome både fra Tuco Marine vil tage sig af bugseringen af øve-prammen til fortøjning, skriver Tuco Marine og Faaborg Havn i en pressemeddelelse.
De kommende tests i Faaborg Havn er planlagt til at finde sted fra uge 38 til uge 42.
- Vi er glade for, at projektet nu når frem til fysiske tests her i Faaborg Havn, og at Faaborg Havn altid er klar til at facilitere test af de nyeste teknologier, der udgør kernen i vores ProZero-serie af arbejdsbåde, siger Jonas Pedersen, direktør for Tuco Marine.
I Faaborg Havn er man klar.
- Som havn er vi meget interesserede i at bidrage, ikke kun til udviklingen af byens maritime virksomheder, men til hele den maritime branches udvikling mod mere klimavenlige og innovative løsninger, siger havnemester Erik Schmidt i meddelelsen.