K Line ruller kunstig intelligens ud på kontorer i Japan
Det japanske rederi K Line har besluttet at understøtte rederiets japanske operationer med kunstig intelligens-robotten ChatGPT. Det fortæller Splash247.
Helt konkret handler det om værktøjet AIplicity Chat, der bygger på ChatGPT og som er baseret på Azure OpenAI Service fra Microsoft.
Bag beslutningen er et ønske en effektivisering af organisationen, men også et ønske om at få medarbejderne til at omfavne nye teknologier og pirre medarbejdernes nysgerrighed.
K Line bruger ifølge Splash247 allerede kunstig intelligens (AI) i blandt andet navigationssystemer.
Også P&O Maritime Logistics har for nylig oprettet en AI Safety Assistant drevet af ChatGPT til støtte for sikkerheds- og sundhedsmedarbejdere.
Afgørende konkurrenceparameter
Eksemplerne viser en stærk tendens i branchen om omfavnelse af kunstig intelligens.
Ifølge en undersøgelse fra Freightos forventer 96 pct. af logistikprofessionelle, at de vil udnytte kunstig intelligens i løsninger til prissætning og kundeservice, mens 14 pct. oplyste, at de allerede anvendte kunstig intelligens.
Over halvdelen af de adspurgte oplyste, at de forventede, at kunstig intelligens vil ændre branchen.
- Det er mere og mere klart, at der vil være lidt, der ikke berøres af AI. Bill Gates påpegede for nylig, at kunstig intelligens er lige så vigtig som internettet eller transistoren, og det er svært at forestille sig en forsyningskædeorganisation, der kan konkurrere uden at have det, lyder kommentaren fra Freightos CMO Eytan Buchman, ifølge Splash247.