Småøer jubler over plan om øget færgetilskud
Regeringen vil sænke prisen på færgebilletter, og det vil gavne både turister og fastboende, vurderer øsammenslutning. (Arkivfoto). Claus Bech/Ritzau Scanpix
Regeringens ambition om at sænke priserne på færgebilletter er godt nyt for danske småøer.
Sådan lyder det fra Sammenslutningen af Danske Småøer, der repræsenterer 27 danske øsamfund.
Nyt udspil: De danske ø-færger skal være billigere
- Det betyder, at adgangen til vores øer bliver lettere. Høje takster får folk til at blive væk, lave takster får folk til at komme.
- Så vi tror, det her kan give flere turister og flere lyst til at bosætte sig på øerne, siger organisationens formand, Kirsten Sydendal.
Småøer ser øget færgetilskud som vejen til flere turister og fastboende
Regeringen vil øge tilskuddet til færgebilletter og afsætte 51 millioner kroner årligt over de næste fire år til at indføre det såkaldte "fulde landevejsprincip".
Det betyder, at det skal koste det samme at transportere sig over vand som over land.
/ritzau/